Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
DET KAN FØLES HÅBLØST OG ENSOMT at blive ved med at råbe op. Af og til bliver jeg så træt, at jeg mister modet og får lyst til at give op, stoppe med at skrive og stoppe med at udtale mig.
For hvad nytter det, at jeg hele tiden hører sætningen om at, "der ikke er penge til at tilføre flere hænder i psykiatrien” og ”hvis jeg oplever, at jeg ikke har tid nok til beboerne, så er det nok, fordi jeg ikke er dygtig nok til at prioritere min tid.”
Den 25. marts 2018 er det to år siden, at jeg blev vækket af min søn med beskeden om, at en af mine kollegaer fra Center Lindegården i Roskilde var blevet dræbt af en beboer.
Jeg husker følelsen af chok og vantro. Tankerne om, at det ikke kunne være rigtigt. At min søn måtte have hørt forkert. Men også tanken om at så skete det, mine kollegaer og jeg længe havde frygtet. Det var min kollega Vivi, som var blevet stukket ned med en kniv af en beboer. Vivi var ikke den første ansatte i socialpsykiatrien, der mistede livet: Hun var den femte på fire år.
Den gang da det skete, blev jeg vred, fordi jeg i dagene efter drabet hørte i medierne, at der blev talt om, at de ansatte på de socialpsykiatriske bosteder ikke havde de rette kompetencer. Der blev talt om, at vi skulle klædes bedre på, og at det var derfor, drabet skete.
DERFOR BEGYNDTE JEG at fortælle historier om, hvordan jeg oplevede virkeligheden for ansatte i psykiatrien, og for de psykisk syge, der har brug for behandling.
Fagforeningen var med det samme parat til at hjælpe mig med at synliggøre problemerne. Der blev lavet et stort banner, som blev hængt op på fagforeningens hovedbygning. Der blev sat en underskriftindsamling i gang, og det væltede ind med historier fra virkeligheden.
På Lindegården fik mine kollegaer og jeg besøg af politikere som Mette Frederiksen og Karen Ellemann. Jeg blev inviteret til møde hos Sophie Løhde, og jeg fik oplevelsen af, at politikerne lyttede til alle de fortællinger de fik, og de lovede os, at de ville gøre noget konkret.
Mine kollegaer og jeg strejkede, fordi vi ikke ville risikere at miste vores liv, og vi fik modet til at sige fra. Jeg oplevede, hvordan vi sammen fik råbt op, og hvordan Københavns Kommune lyttede til os, så der blev tilført flere hænder.
NU ER DET TO ÅR SIDEN, og for mig føles det som om, at vi er tilbage, hvor det hele startede. Specielt i disse dage tænker jeg: Hvor blev politikerne af, og hvor er fagforeningen?
Politikerne hører vi ikke længere fra, fagforeningen er rykket videre til en ny kamp, og de ekstra penge, Københavns Kommunes tilførte, er blevet brugt.
Drabet på Vivi og fire andre ansatte i psykiatrien er ikke længere en nyhed. Men desværre tror jeg, at hvis der ikke snart ændres ved de vilkår, vi har i psykiatrien, kan det ske igen.
Derfor bliver jeg alligevel ved med at tro på, at det kan nytte, at os, der er ansat i psykiatrien, i fællesskab bliver nødt til at fortælle historierne ude fra bostederne. Historierne om vores oplevelser i hverdagen. Om det, der lykkedes, og skrækhistorierne om, hvor voldsom hverdagen kan ende med at blive.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.