Op til coronakrisen buldrede boligmarkedet derudad. Boligpriserne var høje, lånene rekordbillige, og det var i høj grad sælgers marked.
I dag er situationen en anden, og boligkøberne blevet mere tilbageholdene.
- Vi har fået flere køberhenvendelser i en tid, hvor der bliver solgt færre boliger, og det siger noget om, at folk er blevet meget mere forsigtige, siger Christopher Wagner, der er køberrådgiver og partner i rådgivningshuset Bomae.
Der er med andre ord ved at ske et skifte fra sælgers til købers marked. For når køberne trækker i håndbremsen, bliver der færre om buddet, og man skal som sælger være mere på dupperne.
- De fleste kan huske finanskrisen, så under denne krise er der ingen, som køber en bolig i blinde og med en kort tidshorisont. Køberne stiller andre krav til boligens stand og fremtidssikring, siger Christopher Wagner.
Hvis du eksempelvis sælger en lille bylejlighed, vil du derfor udvide din potentielle køberskare, hvis du har tre værelser fremfor to. Mange unge købere efterspørger nemlig, at der på sigt skal være plads til et børneværelse.
- Så hvis det på nogen måde er muligt at etablere en skillevæg eller opdele køkkenalrummet, og på den måde få tre værelser, har man bedre kort på hånden, siger Christopher Wagner.
Hvis du skal sælge et hus, kan det betale sig at få løst nogle af de store knaster i forhold til vedligehold.
- De færreste købere synes, at det er spændende at skulle skifte tag. Og det er ikke særligt sjovt at bo med to børn, rockwool og byggerod i hele stuen, siger Christopher Wagner.
Så overvej at få ordnet taget, selv om det koster nogle penge.
- Mange har prøvet det store byggeprojekt én gang, og det gider de ikke igen, siger Christopher Wagner.
Vinduer er en anden ting, som sjældent står øverst på listen over hyggelige projekter. Derfor står du også med bedre kort på hånden, hvis de er ordnet inden et salg, påpeger Ivan Fabos, der er ejendomsmægler og indehaver af Nybolig Frederiksværk.
- Det gælder især, hvis man allerede har skiftet halvdelen af vinduerne, og de gamle er i dårlig stand. Få det gjort færdig, så køber kan sætte flueben ud for det, siger han.
I det hele taget skal du prøve at se dit hus med købers øjne. Jo færre kedelige vedligeholdsarbejder køber skal ordne, jo mere attraktiv vil boligen fremstå.
- Man kan ikke sælge et hus. Det er køber, som skal vælge et hus. Derfor skal sælger tænke over, hvordan huset fremstår i forhold andre lignende huse og konkurrenter, siger Ivan Fabos.
/ritzau fokus/
Af Cecilie Lyngberg, Ritzau FOKUS