Kina udviser amerikanske journalister i corona-strid med USA

Coronavirusset brød ud i december på et marked i den kinesiske millionby Wuhan. Virusset er blevet omdrejningspunkt i en konflikt mellem Kina og USA om pressefrihed. (Foto: Darley Shen/Reuters)

Journalister fra New York Times, Washington Post og Wall Street Journal smides ud af Kina under strid med USA.

Kina vil udvise amerikanske journalister fra tre amerikanske aviser.

Det oplyser det kinesiske styre onsdag lokal tid.

Dermed eskaleres en igangværende konflikt mellem verdens to største økonomiske magter, som har bredt sig ud til også at omhandle udbruddet af coronavirusset og pressefrihed.

Kina oplyser, at landet svarer igen på USA's restriktioner mod kinesiske journalister.

Det sker ved at trække presseakkrediteringen tilbage for amerikanske korrespondenter fra New York Times, Wall Street Journal og Washington Post, hvis akkrediteringer gælder indtil udgangen af 2020.

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, siger, at Kinas beslutning frarøver både Kinas og verdens borgere vigtig information om udbruddet af coronavirusset.

Det kinesiske tiltag er en drastisk optrapning af konflikten, som i sidste måned fik USA til at bede kinesiske statsmedier på amerikansk grund om at registrere sig som udenlandske ambassader.

Kina har siden hen udvist tre korrespondenter fra Wall Street Journal, to amerikanere og en australier.

Det skete som reaktion på en kronik, som avisen havde bragt, der kaldte Kina for "Asiens virkeligt syge mand".

USA nedskalerede derefter arbejdstilladelsen for en række journalister, der havde fået tilladelse til at arbejde i USA, fra fire statsejede kinesiske medier fra 160 til 100.

Som årsag lød det, at Kina havde slået hårdt ned på den frie presse internt i landet.

Den seneste udvikling i konflikten har udviklet sig til et verbalt slagsmål mellem USA og Kina omkring udbruddet af coronavirus.

USA's præsident, Donald Trump, har på Twitter kaldt coronavirusset for "et kinesisk virus".

Kina oplyser onsdag, at de amerikanske journalister, der bliver udvist, ikke må arbejde i hverken fastlands-Kina, Hongkong eller Macau.

De skal nu aflevere deres pressekort inden for ti dage.

Udvisningen ventes at påvirke mindst 13 journalister fra de tre amerikanske aviser, oplyser en organisation for udenlandske korrespondenter i Kina.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters