Måske husker du 13-årige Sara Nersting fra webshoppen KforKage, der i foråret sikrede sig en investering på 675.000 kroner fra Løverne Mia Wagner og Jesper Buch i TV-programmet "Løvens Hule"? Nu kan den såkaldte "juniordirektør" også kalde sig forfatter. Hun har netop udgivet sin første bog.
- Det er sådan en fed følelse nu at have min helt egen bagebog. Jeg glæder mig meget til at se, hvordan den bliver taget imod. Jeg håber, folk vil synes, den er flot og spændende, og at alle bare får lyst til at gå i køkkenet og bage, siger Sara Nersting.
Fik idéen som 8-årig
Bagebogen bærer samme navn som den unge direktørs virksomhed, og den er fyldt med hendes favoritopskrifter samt opdelt i forskellige niveauer, så alle kan være med i køkkenet. Bogprojektet opstod, da de nye investorer hjalp Sara Nersting med kontakten til forlaget People’sPress.
Kogebogen bærer samme navn som Sara Nerstings firma - "K for kage". Claus Nersting
KforKage-rejsen begyndte, da Sara Nersting som 8-årig var med sin mor på bagemesse. Her blev hun grebet af stemningen og alt det forskellige bageudstyr, de forskellige udstillere fremviste. Moderen gav hende lov til at begynde at sælge bageudstyr, hvis hun selv lavede aftaler med leverandører.
– Så gik jeg rundt til dem, og de sagde alle sammen ja til et samarbejde. Men de kiggede godt nok lidt på mig, som om de tænkte: 'Vi tror ikke rigtig på dig, men det er en meget fed idé', husker Sara Nersting.
Mor er direktør
En miniforretningsplan blev hurtigt til virkelighed, webshoppen blev åbnet, og den første kunde meldte sig hurtigt i butikken.
Sara Nerstings mor Mia Franck Nersting er direktør i virksomheden, indtil Sara Nersting er gammel nok til selv at overtage. Juniordirektøren er dog med i alle i vigtige beslutninger.
Der er siden kommet 3 ansatte til, og virksomheden har flere gange måtte flytte voksende personaleflok og lager til større lokaler.
Den nye bog kan købes her.