Der bliver endnu engang skudt med skarpt mod Forsvarets fælles edb-system, DeMars. Rigsrevisionen og Folketingets statsrevisorer klandrer nu systemet for, at være årsagen til, at forsvaret har haft budgetoverskridelser og generelt rod i regnskaberne. Det fremgår af revisionen af statsregnskabet for 2005, skriver flere medier.
Her konstaterer statsrevisorerne i deres bemærkninger til regnskabet, at »følgende virksomheder på Forsvarsministeriets område ikke har haft en tilfredsstillende regnskabsforvaltning: Forsvarsministeriets departement, Redningsberedskabet, Forsvarskommandoen, Hjemmeværnet og Farvandsvæsnet«.
»Problemet er, at forsvaret ikke er i stand til at værdiansætte deres ting korrekt, og det hænger sammen med, at DeMars ikke kan håndtere et såkaldt omkostningsbaseret regnskab. Det er jo en katastrofe, når man har brugt over en milliard kroner på et system, som ikke virker,« siger formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen (SF).