I weekenden blev Kristian Jensen strippet for alle sine poster i Venstre, da han udtalte sig egenrådigt i et interview med Jyllandsposten.
Men selv om han måske nok er i bad standing hos partifællerne på Christiansborg, er han fortsat i særdeles høj kurs hos kæresten, Pernille Rosendahl.
På instagram deler sangerinden sin kærlighedserklæring til Kristian Jensen:
- Altid højt til himmels, når jeg er sammen med dig, skriver den tidligere "X Factor"-dommer til et billede af Kristian Jensen, der ser ud til at være taget på den jyske vestkyst.
Det vakte en del opsigt, da Kristian Jensen i december måned fortalte, at han var faldet for sangerinden Pernille Rosendahl. Og som følge heraf lod sig skille fra sin kone gennem 21 år.
– Jeg har fået stærke følelser for Pernille, og det kan jeg selvfølgelig ikke komme videre med, mens jeg er gift. Derfor er det min beslutning, at vi skal skilles, forklarede han i et interview med B.T.
Indtil lørdag var Kristian Jensen Arktis-ordfører for Venstre, ligesom han besad flere udvalgsposter. Alt det er han blevet frataget, så nu er den tidligere næstformand blot menigt medlem af Folketinget.
Men så er der jo så megen mere tid til at pleje den nye kærlighed.