Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Skal vi ikke lige få lavet en lov, som vurderer forældreegnetheden hos forældre hos børn med kræft? Staten må tage over og tvangsfjerne børnene!
Nej, det er ikke et referat fra et møde mellem Astrid Krag og Mette Frederiksen, men skifter man ordet “kræft” ud med “handicap”, kunne det sagtens være et referat.
Tilgiv mig! Jeg tager en sag op, som jeg har skrevet før, men der er så få, der gider røre ved det. Hele loven drukner i ligegyldighed fra andre medier og i værste fald med en smule benovelse over, at Børnenes Statsminister gør noget for børnene. Så nu står jeg og hopper på stedet på min ølkasse, mens jeg endnu engang råber om mine trængsler.
Socialdemokratiet og støttepartierne er 100% klar over, at det bliver et problem, at man ikke vil opdele udsatte børn, så de, der er handicappede, undgår at komme i samme gruppe som de børn, der er mishandlede, misbrugte og vanrøgtede. Det betyder, at kommunale sagsbehandlere stadig kan true med tvangsfjernelser og på den måde få familier med praktiske og økonomiske støttebehov til at holde kæft og klare sig selv.
Det skorter ikke på advarsler fra flere handicaporganisationer: Knud Kristensen, Kathe Bjerggaard Johansen, Camilla Lydiksen og Thorkild Olesen, Hhv. landsformand for SIND, formand for Landsforeningen Autisme, direktør i ADHD-foreningen og formand for Danske Handicaporganisationer har alle deltaget i høringerne og advaret politikerne, men politikerne har været ligeglade, og gjort hvad der passer dem, trods advarsler fra fagfolk, der trods alt ved lidt mere om det praktiske end politikere gør.
I bund og grund er der advaret mod at lave en lov uden skel mellem handicappede børn og vanrøgtede børn. Politikerne vil ikke lave et ”a-hold og et b-hold”, har været deres argument, og netop derved gør de alle handicappede børn til b-holdet.
Det er en kendsgerning at eksempelvis autismekendskab ikke fylder det store i sagsbehandlernes faglige bagage, af gode grunde. Autisme er komplekst og populært sagt, så er autisme så kompleks en sag, at man kan sige, at der er en ny type autisme for hver autist, man møder. Det kræver voldsomt omfattende kompetencer at gennemskue det. Det er det spektrum sagsbehandlere skal arbejde i, når de skal bedømme forældrenes egnethed.
Autisters kvaliteter
For autister er det ikke ualmindeligt, at der indtræder skolevægring, fordi et at de gængse træk ved autisme er en eller anden grad af socialt handicap. Det vil sige, at autister i forskellig grad har svært ved at forstå og fungere i almindelige sociale sammenhænge. De ender som udelukkede og mobbede, og det fører naturligvis til sidst til skolevægring. Nogle former for autisme kan opdages tidligt, men bliver det ikke nødvendigvis. Er barnet begavet og har et sprog, vil evnen til at kopiere omgivelserne skjule autismen, også for fagfolk… i nogle år. En dag vil det komme frem og så har barnet og især forældrene et problem.
Skolen anses jo som noget af det vigtigste i vores verden. Vores børn skal sidde en hel arbejdsdag i skolen, og de skal lære de ting, som erhvervslivet og samfundet har brug for. Basta! Så hvis jeres barn ikke går i skole, er I er dårlige forældre, og så skal I bedømmes og måske miste jeres barn og frarøves muligheden for at give jeres barn, det barnet har brug for, og det som kan udvikle barnet.
Store firmaer som Novo Nordisk, IBM, Microsoft og rigtig mange andre har opdaget autisters kvaliteter, så selv uden vanlig skolegang vil de kunne klare sig. Her er der tale om autister med særinteresser og evner der ligger et stykke over eksempelvis matematikeres. Fordi autister ser verden på en anden måde end andre. Andre autister rammes lige så hårdt i skolen og flygter derfra, og de har ikke de færdigheder, der skal til for at løse programmeringsopgaver for it-virksomheder, men de besidder kvaliteter, som gør dem til ekstremt gode medarbejdere i Fakta. Altså behøver autister ikke en skolegang, men en mulighed. Den mulighed ligger ikke i de kasser som sagsbehandlere i kommunerne råder over, og der gives ikke tid og penge til at give sagsbehandlerne mulighederne.
Samme takt og samme uniform
Af gode grunde har sagsbehandlerne samme tro på skolens velsignelser og nødvendighed, som resten af samfundet. Men der findes børn, der skades for livet af at gå i skole, og det gør absolut ikke deres forældre til monstre, som skal fratages deres børn.
Ofte har autister ”særinteresser”, det vil sige, at de går så meget op i en enkelt ting, at slet ikke kan lukke noget som helst andet ind. Når de går ind i deres univers, i deres viden, i deres liv, skal de støttes derinde, for det er ofte der deres lykke findes. Det passer bare ikke ind i samfundets rigide opbygning, hvor alle skal gå i samme takt og samme uniform, uanset om højre eller venstre sidder på magten. Der er jo ikke tale om, at autisten ikke vil, men om at autisten ikke kan.
Derfor ender Barnets Lov med at blive brugt mod handicappede i stor stil. Bare vent og se. Samfundet og sagsbehandlerne vil blive ved med at se på de ofte socialt udygtige børn og voksne med autisme, som mennesker der ”burde lære at opføre sig ordentligt”, og mennesker ”der skulle have været bedre opdraget hjemmefra”.
Mens forældre, organisationer og fagfolk kæmper for, at vi skal anerkende og hjælpe handicappede, siger Socialdemokratiet, Børnenes Statsminister og Socialministeren: ”I kan rende og hoppe, vi skal nok bestemme, om forældre til handicappe skal dømmes uegnede som forældre”.
Forestil dig lige, at vi gør det samme overfor forældre til kræftramte børn.
Nej vel! Handicappede børn og deres forældre har lige så lidt ansvar for børnenes lidelser som familier, der er ramt af kræft.
Johnny Larsen er forfatter, journalist og omkringfarende enlig far til stortalent på cykel.
Foto: Privat