Dette er en klumme og et udtryk for skribenternes egen holdninger og synspunkter.
I disse dage er det tre år siden, at Rusland i strid med alle internationale aftaler angreb Ukraine. Krigen er kommet tættere på, og vi lever i en ny tid, hvor krig og konflikt også i vores nærområder er en realitet.
I tiden efter Anden Verdenskrig - og i lyset af de mange millioner døde og krigens enorme ødelæggelser - stod det klart for mange, hvor let mennesker og nationer kan komme på vildspor. Derfor var der brug for at opbygge strukturer og indgå bindende aftaler på verdensplan for at hindre, at verden igen skulle ende i en omfattende krig. Etableringen af FN og vedtagelsen af menneskerettighederne var væsentlige skridt i den retning. ”Aldrig mere krig” var drømmen.
Tre-årsdagen for Ruslands omfattende invasion af Ukraine markeres samtidig med, at der fra flere sider bliver rejst tvivl om netop de strukturer, der de sidste 70 år har reguleret vores internationale relationer, og som har dannet basis for udviklingen af vores velfærdssamfund.
Det er lige nu usikre tider, hvor stormagter mere ser ud til at satse på de stærkes ret end på en verdensorden med fælles retningslinjer for alle. I en tid med usikkerhed er der vejledning at hente i de religiøse traditioner, som kristendom, jødedom og islam repræsenterer, og hvis rødder går dybere i historien end de FN baserede retningslinjer og aftaler.
Hvad fortæller de religiøse traditioner om krig og konflikt?
Religion bliver i offentligheden ikke så sjældent associeret med konflikt, men selvom religion i historiens løb har været brugt som argument for diskrimination, konflikt og krig, så er religion efter vores opfattelse ikke i sig selv konfliktskabende. Som ledere i kirker og trossamfund er det vores opfattelse, at religion ikke må være grund til eller argument for krig. Og i vores øjne kan religiøse forskelle ikke legitimere at gå i krig.
Vi hæfter os ved og glæder os over, at religioner og religiøse traditioner historisk har bidraget til retfærdige forsoningsprocesser og dermed til fred og fredelig sameksistens mellem mennesker af meget forskellig observans.
Det, som i medierne og den offentlige debat nogle gange kaldes religiøs krig, er næsten aldrig alene religiøst genereret eller motiveret, men snarere relateret til sociale og politiske kriser, ulighed og kamp om magt.
Guds navn har været misbrugt som et dække for andre motiver omkring krig og konflikt. Når nogen siger, at Gud er med dem mod nogle andre, er det i reglen udtryk for misbrug af religion i et politisk anliggende. Religion må efter vores opfattelse aldrig misbruges til at dæmonisere andre mennesker.
Kan man retfærdiggøre, at gå i krig?
Der er i tidens løb i de religiøse traditioner udviklet forskellige teorier og forestillinger omkring begrebet ”retfærdig krig”, som har dannet baggrund for de konventioner, vi kalder krigens love.
Der går således et tydeligt spor fra religiøse debatter om, hvorvidt krig kan tillades til vore dages regler i FN om, hvordan en krig skal føres.
Der er overordnet tre principper, der stammer fra religiøse debatter om adfærd under krig, og som er fastlagt af konventionerne:
(1) mål bør kun omfatte kombattanter og legitime militære og industrielle komplekser;
(2) kombattanter bør ikke bruge uretfærdige metoder eller våben (f.eks. klyngebomber eller brug af tortur);
(3) den anvendte magtanvendelse skal stå i rimeligt forhold til det tilstræbte mål.
Derudover er der FN-pagtens kapitel 7 om trusler mod freden, fredsbrud og angrebshandlinger. Her er bl.a. nævnt den naturlige ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar i tilfælde af et væbnet angreb (artikel 51).
Selve udtrykket “retfærdig krig” er let at problematisere og ofte misforstået og misbrugt. Vi mener dog, at det kan benyttes, hvis det præciseres som:
* motivet bag at føre krig: som forsvar for at afværge folkedrab m.v.,
* at det altid er sidste udvej, når alle andre mindre voldelige veje anses for umulige,
* at de krigsførende folkeretligt følger krigens love.
I dag foregår krig ofte meget tæt på civile. Krig er helt inde i hjertet af befolkningscentrene. Det kræver stor moralsk integritet af soldaterne under disse omstændigheder at kunne føre en krig, som følger krigens love.
Fokus på spørgsmålet, om en krig kan kaldes retfærdig eller ej, kan imidlertid føre til en manglende opmærksomhed overfor de menneskelige omkostninger, der under alle omstændigheder er ved krig. Når krigen først er brudt ud, svækkes sansen for den menneskelige dimension og bevidstheden om, at fjenden også er et menneske. Uanset hvor retfærdig en krig ser ud, kan det føre til mere uretfærdighed.
Sker det, at krigen alligevel bryder ud, vil vi have brug for globale instrumenter som FN, der kan anvise og bistå med interventioner, der kan dæmpe krigshandlinger og lede imod fredsforhandlinger og etablering af en retfærdig fred.
Vi ser imidlertid i dag, at medlemmerne af FNs sikkerhedsråd på grund af modsatrettede politiske interesser har svært ved at blive enige om at gøre noget, når en krig er brudt ud. I sådanne situationer kan FNs Menneskerettighedsråd træde til med klare udtalelser om brud på fælles vedtagne internationale regler.
Generelt kan man sige, at en regelbaseret verdensorden er et værn for militært svagere stater imod en tilbøjelighed for stærke nationer til at agere primært eller alene på forestillingen om den stærkes ret (jungleloven).
I Danmark har et regelbaseret system til regulering af internationale konflikter været en integreret del af vores udenrigspolitiske dagsorden. Det er det, vi står for, når vi taler i FN. Danmark har altid troet på og støttet de internationale institutioner, og det mener vi, at vi skal fortsætte med.
Domstole er generelt mindre afhængige af øjeblikkelige stemningsændringer end det politiske system. Domstole er generelt upartiske og kan derfor bidrage til at håndhæve retfærdigheden uanset hvem, der sidder på anklagebænken. Derfor er internationale domstole vigtige midler til at undgå, at konflikter udvikler sig til krig og til at bidrage til holdbare og retfærdige fredsslutninger.
Mangel på tillid er en kilde til krig og konflikt og en forhindring for forsoning og etablering af retfærdig fred.
Uden kontakt eller dialog vil konflikt nemt kunne starte og eskalere.
Over for sådan et mistillids-regime rummer vores religiøse traditioner et kald til at genkende også fjenden som et medmenneske med bevidsthed og drømme og længsel efter fred som vi selv. Den naturlige mistillid, som konflikt og krig avler, får et modspil af vores religiøse traditioners insisteren på et menneskesyn, som er forankret dybere i troen på, at vi og verden er i Guds hænder, og at der er en magt af en anden slags end den, der er relateret til militær magtanvendelse.
Det ville blive en fattig og farligere verden, hvis vi glemte religionernes insisteren på medmenneskeligt ansvar og muligheden for retfærdig forsoning og fremover kun lod magtdemonstration være retningsgivende for relationerne mellem uafhængige stater.
Klummens underskrivere er:
Christian Alsted, Biskop for Norden, Baltikum og Ukraine, Metodistkirken
Safia Aoude, Alema, Muslimernes Fællesråd
Naveed Baig, Imam, Dansk Islamisk Center
Hans-Ole Bækgaard, Formand for Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark
Keld Dahlmann, Generalsekretær, DanskOase
Ruben Holmgreen Falk, Generalsekretær, Kirkernes Integrations Tjeneste
Czeslaw Kozon, Biskop, Katolsk Kirke i Danmark
John Nielsen, Generalsekretær, Evangelisk Frikirke Danmark
Mette Møbjerg Madsen, Generalsekretær, Menighedsplejen i Danmark
Bodil Højbak Møller, Generalsekretær Baptistkirken i Danmark
Jan Risan, Territorialleder / TC, Frelsens Hær
Søren Skovgaard Sørensen, Generalsekretær Luthersk Mission
Forum under Religion & Samfund www.resam.dk