Prins Joachim og Marie Cavallier skal i år fejre jul sammen for første gang.
Juleaften bliver som altid fejret på Marselisborg Slot sammen med resten af familien. Og prins Joachim glæder sig meget til at have sin forlovede ved sin side.
- Vi fejrer jul på Marselisborg, og det bliver hyggeligt. Det er dejligt, jeg kan have Marie ved min side, fortæller Joachim til ugebladet HER & NU.
Det betyder samtidig, at Marie skal være væk fra sin familie og deres faste traditioner. Men Joachim er parat til at ændre lidt ved kongefamiliens traditioner for Maries skyld.
- Ja, der er noget, vi skal tale om. Men selvfølgelig skal vi fremover have et juletræ inden døre, og jeg vil også holde på, at juleaften skal være højdepunktet og ikke juledags morgen. Det er da det hyggeligste, fortæller Joachim, der til gengæld må undvære sine to drenge, Nicolaj og Felix, der skal holde jul sammen med deres mor.
- Vi holder enten en forjul eller en bagjul. Det finder vi ud af. Drengene er helt klar over, at vi skiftes til at have dem juleaften. Og den, der ikke har dem i selve julen, kompenserer for det på anden vis. Drengene er i hvert fald sikre på at få gaver, lyder det fra prins Joachim, der netop har været på besøg i grevinde Alexandras fødeby, Hong Kong, i forbindelse med et dansk erbervsfremstød. Her havde han dog ladet Marie blive hjemme - men ikke fordi, han var bange for, at hun skulle shoppe for meget.
- Den sande version er, at når jeg er på officiel rejse, er hun ikke med, så længe vi ikke er gift, forklarer Joachim til ugebladet.