Af Camilla Ahlmann-Jensencaje@avisen.dk@BRØD:Hun gad egentlig ikke rigtig.»Vi fik bare stukket et ark i hånden, som vi skulle læse og oversætte. Og der var ikke noget sammenhold.«Nu 17-årige Giau var ikke altid lige begejstret for den vietnamesiske skole i Odense, hun i mange år tilbragte sine lørdag formiddage i.Men i dag er hun mere end tilfreds med, at hun hang i. Fortsatte. Og fulgte de venlige, men også bestemte opfordringer fra både sin storesøster og fra børn- og ungeinstitutionen Birkelund i Seden, hvor hun sammen med sine søskende er anbragt på ottende år. Det vietnamesiske sprog er således de i alt fem søskendes eneste chance for at snakke med deres mor, der med opvækst i en fattig landsby i Vietnam kun har haft to års skolegang og er analfabet. »Hvis jeg ikke havde gået i den vietnamesiske skole, så kan jeg godt være bange for, at jeg ellers ikke ville kunne sproget. Så det har betydet rigtig, rigtig meget,« siger Giau.Og det er der også andet, der har.På Birkelund bor Giau sammen med sine søskende – et sæt tvillinger på ni år og en lillesøster på 14 – i et gult parcelhus, der indtil for to måneder siden også husede hendes storesøster på 22 år.For at undgå, at søskendeflokken som så mange andre anbragte børn med anden etnisk baggrund end dansk mister deres oprindelige kultur og modersmål og derved sjældent kan bevare kontakten med deres biologiske forældre, har der siden indflytningen været ansat pædagoger med vietnamesisk baggrund.Derfor lyder der dagligt vietnamesiske gloser. Der bliver tit spist ris til morgenmad. Og der fejres vietnamesisk nytår.

And 24. december

»Så spiser vi god mad, tager i tempel og får et pengetræ i stuen, hvor der hænger røde poser med penge i til børnene,« fortæller Giau om nogle af de vietnamesiske nytårstraditioner. Men hun fejrer også dansk nytår og spiser and og flæskesteg 24. december.For hun føler sig ret dansk, Giau, der to år gammel kom til landet med sin mor og søskende. I en familiesammenføring med sin far, som år forinden var taget til Danmark som bådflygtning fra Vietnam. Et land, Giau fortsat vil dyrke sit kendskab til. For det er ikke et spørgsmål om enten eller, men nærmere både og.»Det med, at jeg både er dansk og vietnamesisk, gør mig til den, jeg er. Jeg vil ikke smide noget af det væk, for så vil jeg ikke føle mig hel. Og her, hvor jeg står nu, er jeg faktisk rimelig tilfreds,« konstaterer hun. Med et smil.

Rejse til Vietnam

Og snart får hun for alvor brug for sit vietnamesiske sprog. Til sommer – når hun fylder 18 år – skal hun for første gang tilbage til Vietnam. For at se, hvor hun kommer fra, og besøge bedstemor, fætre og kusiner.»Jeg har tit sagt til min mor, hvad nu hvis jeg ikke kan forstå dem, eller de ikke kan forstå mig . Så siger hun, det nok skal gå, og at jeg godt kan. Men de er jo fremmede for mig, selvom det er min familie,« forklarer Giau:»Det bliver mærkeligt, men også meget spændende.« Ligesom Giau måtte hente overtalelse hos sin storesøster til at holde fast i sprogundervisningen, er det nu Giaus tur til at overbevise sin 14-årige lillesøster om det fornuftige i at kende de vietnamesiske ord. »Hun gider ikke gå i skole, og det kan jeg jo godt genkende. Men jeg siger til hende, hun skal fortsætte. Hun skal også kunne snakke med vores mor, og det kan hun også godt se. For hun har allerede lidt problemer med det nu.«