Første runde af China Open i Shanghai blev en skidt oplevelse for den ottendeseedede dansker, Jan Ø. Jørgensen.
Den danske badmintonspiller, der er nummer 10 på verdensranglisten, tabte 15-21, 11-21 til kineseren Gao Huan.
Kineseren, som blot er nummer 95 i verden, brugte 39 minutter på at afgøre kampen til sin fordel.
Jan Ø. Jørgensen var i første sæt med frem til stillingen 6-6, hvorefter kineseren trak fra.
I andet sæt var mønstret stort set det samme, bortset fra at Gao Huan fra stillingen 4-4 var endnu mere suveræn.
Med Jan Ø. Jørgensens nederlag er Hans-Kristian Vittinghus den eneste tilbageværende dansker i herresingle.
I mixeddouble kom Mads Pieler Kolding og Kamilla Rytter Juhl videre til anden runde med en sejr på 21-8, 21-19 over et par fra Indien.
/ritzau/