Filmstjernen Jackie Chan har doneret et stort beløb til den fattige provins Hebei i Kina.
Skuespilleren fra Hongkong besøgte provinsen i sidste uge, hvor han blandt andet talte med lokale beboere.
Han benyttede samtidig lejligheden til at takke medierne for at dække situationen.
- Kina er så stort, at min velgørenhedsfond og jeg ikke kender lidelserne alle steder. Vi kan kun kende disse fattige områder gennem mediernes dækning, siger Jackie Chan ifølge femalefirst.co.uk.
Jackie Chan har givet mere end 480.000 dollar, cirka 2,75 millioner kroner, til provinsen, skriver han på sin hjemmeside.
Pengene, som kommer fra Jackie Chans velgørenhedsfond, går til tøj, mad og rent vand til værdigt trængende.
Action-skuespillerens fond har tidligere doneret 64.000 dollar, omkring 367.000 kroner, til området.
Den 58-årige Jackie Chan er ikke mindst kendt fra Rush Hour-filmene, hvor han spiller over for Chris Tucker.
Den meget succesfulde føljeton har foreløbig kastet tre film af sig siden 1998.
/ritzau/