Der kan nok ryge en finke af panden, når det for sjette gang er dig, der lægger kogevasken sammen, drøner en tur med støvsugeren eller trasker ud med skraldet.
Det gjorde der også hjemme hos det norske par Robin Havre, 36, og hans bedre halvdel Eva Michelet Berntsen, 31.
- Jeg var sikker på, at jeg gjorde det mest. Min kæreste var uenig, og derfor udviklede jeg denne app. Det var oprindeligt ment som en joke, siger Robin Havre.
Parrets app, Samboer, kan opgøre, hvem der laver mest derhjemme.
Appen blev lanceret kort før jul i Norge og har allerede 100.000 brugere. Pressebillede.
En grim overraskelse
- Udgangspunktet for appen var at bevise, at jeg var den, der gjorde mest. Da vi gjorde status efter en måned, viste det sig, at jeg var den, der bidrog mindst, indrømmer Robin Havre, der dog siden er kommet efter det.
- At opdage, at jeg ikke selv var så god til at bidrage, som jeg troede, var et lille chok. Nu arbejder jeg hårdt for at bidrage mere, så jeg tager min del af ansvaret derhjemme.
Selvom det oprindeligt var ment som en intern joke mellem ham og kæresten, blev appen pludselig populær.
- Der begyndte at gå sport at udføre opgaver og samle point. Venner, der så appen, ville også bruge den, så vi var nødt til at åbne den, siger parret.
Det er ikke kun hjemme hos dem, der er gået sport i at fylde vaskemaskinen, tørre støv af eller gå en tur med hunden.
- Det er sjovt at høre om 10-årige, der pludselig vil skovle sne, vande planter og tage opvasken. Hvis appen kan hjælpe børn med at forstå, hvor meget arbejde det kræver at have et rent og velfungerende hjem, er der ikke noget bedre end det.
Også i Danmark
De lancerede appen i Norge kort før jul, og nu er den så populær, at man også kan hente den i Danmark.
Fakta om appen:
* Lader medlemmer i et hjem indtaste, hvad de laver af husarbejde
* Har på fire uger passeret 100.000 registrerede brugere
* Appen giver point baseret på udførte opgaver, og udvælger en vinder hver dag, uge ??og måned
*Appen er gratis at bruge, men kan opgraderes med et betalt abonnement for adgang til yderligere statistik