Israel afviste søndag at løslade 200 palæstinensiske fanger for at få en videooptagelse, der beviser, at den tilfangetagne soldat Gilad Shalit stadig er i live. Forslaget var det seneste fra de militante Hamas-medlemmer, der angiveligt holder den israelske soldat fanget.
»Dette forslag er fuldstændig uacceptabelt,« siger en højtstående israelsk embedsmand til Reuters. Samtidig skriver den israelske avis Maariv, at premierminister Ehud Olmert mener, at der skal mere til end en video, før det kan komme på tale at løslade palæstinensere.
For nylig skrev flere israelske medier, at parterne var blevet enige om, at 450 palæstinensiske fanger skulle byttes for Gilad Shalit.