Regninger til husleje, medicin og gæld hobede sig op i et stort kaos.
Kontanthjælpsmodtager Irene Zirfelt baksede i forvejen med kroniske smerter og en skilsmisse. Men økonomiske bekymringer fik bægeret til at flyde over. Irene fik et angstanfald, og blev indlagt på psykiatrisk afdeling med selvmordstanker.
Da hun kom ud, tog hun en beslutning. Hun pakkede de mest nødvendige ting og flyttede på et Blå Kors-hjem.
"Jeg lod mine møbler stå, for jeg kunne ikke magte at flytte dem," fortæller Irene Zirfelt.
Hun har nu boet på forsorgshjemmet i halvanden måned.
Må flytte på forsorgshjem for at få hjælp
Irene Zirfelt er ikke alene om at føle sig så presset på økonomien, at det rammer helbredet. Fire ud af ti kontanthjælpsmodtagere har undladt at købe medicin, fordi de ikke har råd, skrev Avisen.dk i går.
Flere fortæller om en kontanthjælpsydelse, der knap dækker deres leveomkostninger, samtidig med at de ikke kan overskue hverken økonomi eller tilskudsregler.
"Jeg kunne ikke få det til at fungere, uanset hvor meget, jeg kæmpede. Og når først budgettet vælter, bliver det et håbløst kapløb, og så vælter alting," siger Irene Zirfelt.
For hende betyder beslutningen om at opsige sin lejlighed og flytte på Blå Kors-hjem, at hun nu får hjælp til sin situation.
Hjemmets psykiater har fundet frem til, at hun fik den forkerte medicin, og uden den dyre husleje har Irene Zirfelt råd til at købe de rigtige piller. Hun får samtaler med den tilknyttede terapeut, og en økonomisk rådgiver sorterer i hendes bunker af regninger og sammensætter en afdragsordning med hende.
"Men tænk, at man er nødt til at skulle flytte fra sit hjem, før man får hjælp," siger hun.
El-scooter? Vi vender tilbage om et år
47-årige Irene Zirfelt havde aldrig forestillet sig, at hun ville ende som kontanthjælpsmodtager med adresse på Blå Kors.
Hun har arbejdet siden hun var ung, og altid kunnet lide det. I mange år drev hun et landbrug i Aars og senere et firma sammen med sin daværende mand.
Men hypermobile led kombineret med hårdt fysisk arbejde gav Irene Zirfelt flere og flere smerter i blandt andet ryg, knæ og albuer.
"I starten løste min daværende mand og jeg det ved at finde opgaver, jeg kunne klare. Men til sidst kunne jeg ikke holde til noget," fortæller hun.
Derfor kom hun på sygedagpenge i 2012, og efter 52 uger havnede hun på kontanthjælp. Samtidig røg ægteskabet.
Irene Zirfelt hverken ryger eller har misbrug, men almindelige udgifter som husleje, transport til og fra aktiveringstedet, medicin mod smerter og depression, og fysioterapi løb op. Hun havde på det tidspunkt bil, fordi kroppen ikke kunne holde til at gå langt.
"Jeg søgte på et tidspunkt om tilskud til en el-scooter i stedet. Først et år efter fik jeg det svar, at jeg kunne få betalt halvdelen. På det tidspunkt sad jeg allerede i regninger op til halsen."
Stemplet i nakken
Psykiske problemer som angst og depression voksede i takt med rod i økonomien. En gammel spiseforstyrrelse stak hovedet frem. Det samme gjorde selvmordstanker.
"Jeg har altid villet klare mig selv. At blive sygemeldt på livstid og komme på kontanthjælp føltes som at få et stempel i nakken. Kommunen kører én helt ned psykisk. De troede ikke på, at jeg var syg, og sendte mig rundt i alt muligt. Jeg skammede mig og følte ikke, at jeg var noget værd," fortæller Irene Zirfelt.
Sagsbehandlere og tilskudsordninger var ikke til meget hjælp, føler Irene.
"Der var ingen steder, jeg kunne gå hen og bede om hjælp. Min sagsbehandler kom ikke med ret mange oplysninger om mine rettigheder. Den jungle af tilskudsordninger til medicin kunne jeg slet ikke overskue at sætte mig ind i. Når man er så langt nede i en depression, er alene det at skulle åbne en konvolut en umulig opgave."
"Goddag, jeg bor på et forsorgshjem"
I slutningen af 2013 sejlede Irenes Zirfelts økonomi så meget, at hun selv kunne se, at det var urealistisk at beholde lejligheden. Så hun sagde den op med tre måneders varsel. Planen var at flytte i campingvogn.
"Men det fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne holde til fysisk. Så gik jeg i panik, for jeg havde ikke råd til hverken at blive boende eller flytte i en anden lejlighed. Jeg havde ingen familie, der kunne tage mig ind. Jeg ville blive hjemløs," siger hun.
Løsningen blev at flytte på Blå Kors-hjem. En beslutning, Irene Zirfelt er glad for, og beskriver som velovervejet.
"Selvfølgelig er det ikke fornøjeligt at skulle sige 'Goddag, jeg bor på et forsorgshjem', når man møder nye mennesker. Det er ydmygende," siger hun.
Men alternativet havde været værre.
"Jeg er bange for, at jeg var endt med at begå selvmord. Her får jeg hjælp, og de passer på mig. Men hvad så, når jeg ikke kan være her mere?"