En iransk embedsmand er i løbet af natten til torsdag blevet dræbt i Syrien. Det oplyser den iranske ambassade i Libanons hovedstad Beirut i en udtalelse.
Den iranske embedsmand var på vej fra Syriens hovedstad Damaskus til Libanon.
Manden stod i spidsen for den iranske komité for Libanons genopbyggelse, der blev oprettet efter krigen i 2006 mellem Israel og Libanons Hizbollah-milits, som er støttet af Iran.
Udtalelsen fra den iranske ambassade siger intet om omstændighederne for drabet og heller ikke noget om, hvor det skete.
Ifølge den libanesiske avis Al-Safir opholdt den iranske embedsmand sig primært i Syriens næststørste by Aleppo, hvor han studerede projekter, der skal hjælpe til med at genopbygge byen.
/ritzau/AFP