Tre dage efter et påstået giftgasangreb i Syrien antyder Irans præsident, Hassan Rouhani, at der kan have været brugt kemiske våben i nabolandet.
Angiveligt er hundredvis af civile blevet dræbt i udkanten af Damaskus natten til onsdag.
Syriens største oppositionsgruppe, Den Nationale Koalition, har beskyldt præsident Bashar al-Assads regime for at have massakreret flere end 1300 mennesker ved et angreb med kemiske våben.
- Situationen, der hersker i Syrien i dag, og et større antal uskyldige menneskers død som følge af angreb med kemiske våben er meget bekymrende, siger Rouhani ifølge en iransk regeringshjemmeside.
Iran var selv offer for kemiske angreb i krigen med Irak fra 1980 til 1988, og den nye iranske præsident siger, at præstestyret helt og aldeles fordømmer brugen af kemiske våben.
Under konflikten dræbte irakiske styrkers kemiske våben tusindvis af iranere, særligt i områder med civile.
- Den islamiske republik Iran, som var offer for brugen af kemiske våben, beder det internationale samfund om at gøre alt for at sørge for at stoppe brugen af den slags våben hvor som helst i verden, siger Rouhani.
Præsidenten nævner ikke noget om, hvem der kan tænkes at stå bag brugen af kemiske våben, mens Irans udenrigsministerium afviser beskyldninger om, at det syriske regime, som Iran støtter, skulle have brugt den slags våben. Ministeriet giver oprørerne skylden.
Samtidig med at Storbritannien og Frankrig forlanger international handling, hvis der er brugt giftgas, så lægger FN's generalsekretær Ban Ki-moon pres på Assad-regimet ved at sende FN's undergeneralsekretær Angela Kane til Damaskus for at drøfte sagen.
Et stigende antal vestlige lande beskylder den syriske regering for at stå bag gasangrebet. USA's forsvarsminister Chuck Hagen vil have amerikanske styrker tættere på Syrien i tilfælde af en militæraktion mod landet.
/ritzau/AFP