Af Rune Skyum-Nielsen
rusk@avisen.dk
Mew: Mew – Live in Copenhagen (Evil Office/A:Larm)
Som live-band magter danske Mew noget, der er
de færreste forundt. De kan få dig ned med nakken, men de kan også
levere dig på en fluktuerende sky af skrøbelig og dog fremdriftig
energi. Sidstnævnte rush leverede kvartetten fra Nordkøbenhavn langt
over lørdag midnat på Roskilde Festival i 2003.
Det var dengang,
Mew netop havde udsendt den delvist opsamlende ‘Frengers’ med alle de
medrivende refræner i gruppens ambivalente signatur-indpakning af
storladen og mangelaget progrock som bund til forsanger Jonas Bjerres
vægtløse vokal. Fra Roskilde Festivals Arena-scene krængede de den
idylliske sommernat over hovedet og tankede energi på det ellevilde
publikum, der – mig selv inklusive – gik en forunderlig fest i møde.
Sugede sit publikum ind i mørket
To
år senere var det lige omvendt. Indhyllet i et gotisk scenario af langt
hår og rødt lys drænede de ambitiøse gutter festivalens største telt
for energi. Kolde, afvisende og fuldstændig lukket om sig selv sugede
firkløveret sit publikum ind i mørket. Et imploderende hul af
melankoli, der pludselig åbnede sig under Midtsjælland. Ingen
udveksling mellem menneskehav og band, og en koncert, der varslede
dunkle tider.
Med dén følelse traskede man i hvert fald
derfra, og sådan blev det på mange måder også. Ikke mindst med Mews
fremragende, men også krævende, ‘Mew And the Glasshanded Kites’ fra i
fjor in mente.
På koncert-dvd’en ‘Mew – Live in Copenhagen’
mærker man både bandets stærkt elektrificerende evner og deres
selvabsorberende tendenser på en scene. Heldigvis fortrænger de teknisk
set unikke optagelser fra forårets to udsolgte optrædender i
frederiksbergske KB-Hallen alle antrit til depressivitet.
Samspillet
med publikum virker reelt, og i dansk produktions-øjemed er den
glimrende, glidende og glimtende krydsklipning gennem 75 minutters
koncert unik. Alt er så gennemarbejdet – fra bandets perfektionerede
sammenspil og overlegne overgange til det gnistrende bagtæppe af
animationer og lysmandens blændende kegler, der i glimt illuminerer den
mørklagte scene.
Mere totalteater end rockkoncert
Som seer sidder man nærmere tilbage med
oplevelsen af at have været til totalteater end rockkoncert, og det er
slet ikke værst. Ellers ville man jo hellere have været der selv.
Decideret vedkommende og svært bliver det aldrig, men de abrupte og
ofte pjattede kig backstage står i skærende kontrast til resten af
bandets fremfærd. Og det er egentlig ganske betryggende, at Jonas,
Silas, Bo og Johans repertoire også byder på den slags.