Darfur er et samfund i krig med sig selv, hvor rebeller og regering kæmper mod hinanden. Men virkeligheden er dog mere kompliceret. I den seneste tid har kampene ofte været stamme mod stamme og krigsherre mod krigsherre.
Stridighederne begrænser sig ikke længere til Darfur. De har bredt sig og forårsager nu uroligheder i omegnen. Desuden er Darfur også en miljøkrise – en konflikt, der har bredt sig, i hvert fald delvist på grund af ørkenvækst, økologisk nedbrydning og mangel på ressourcer, især vand.
Jeg er netop vendt tilbage fra en uge i Darfur og omegn, hvor jeg lyttede til befolkningen, regeringens embedsmænd, flygtninge, hjælpearbejdere og nabolandenes ledere. Jeg gik derfra med en klar forståelse: Der findes ikke en enkel løsning på denne krise. Darfur er umådelig komplekst. Hvis der nogensinde skal være fred, må der holdes regnskab med alle de elementer, der gav anledning til konflikten. Alt, hvad jeg så og hørte, overbeviste mig om, at det er muligt. Og det skal lykkes.
Vi må presse på
Uden for El Fasher, den største by i det nordlige Darfur, besøgte jeg El Salam-lejren, der huser 45.000 flygtninge fra Darfur. Jeg kunne føle deres hjælpeløshed og frustration. Jeg så børn, der aldrig havde oplevet livet uden for lejren, og ønskede at give dem et tegn. Jeg lovede, at vi ville gøre vores bedste for at bringe fred og for at hjælpe dem til at vende tilbage til deres landsbyer.
Vi har fået en god start. FN s sikkerhedsråd har sammen med den Afrikanske Union (AU) autoriseret indsættelsen af 26.000 fredsbevarende tropper. Under mit besøg i Darfur så jeg de svære forhold, vores tropper vil møde. Men ingen fredsbevarende mission kan lykkes uden en fred at bevare. Vi må også presse på for at opnå en politisk løsning. Dette var mit primære formål under denne rejse.
Fornyet løfte
I Khartoum fornyede præsident Omar al-Bashirs regering dets ubetingede løfte om at støtte både fredsmissionen og omfattende fredsforhandlinger. Vi besluttede, at forhandlingerne skulle begynde i Libyen 27. oktober. Regeringen befæstede også dets løfte om umiddelbart at stoppe voldsomhederne, ligesom rebellerne gjorde sidste måned i Arusha. Alligevel kom der, blot timer efter jeg var ankommet, beretninger om uroligheder, konflikter og bombardementer i Haskanita i Nord-Darfur.
Vi skal ikke blot begrænse os til Darfur, vi må udvide vores blik. I Juba, Sydsudans hovedstad, bekymrer de politiske ledere sig over, at Darfur afleder opmærksomheden fra fredsaftalen, der blev tegnet for to år siden, og som endte en langvarig borgerkrig. Vil vi undgå en ny krig i grænseområdet, der vil undergrave al vor indsats, må vi, når vi forholder os til Darfur, ikke glemme denne sårbare situation.
Da jeg mødte Libyens leder, oberst Muamar Gaddafi, i hans telt i Sirte, tilbød han mig generøst at være vært for fredsforhandlingerne, og forsikrede han mig om, at han ville gøre sit yderste for at bidrage til deres succes.
»Det er nu eller aldrig,« sagde Libyens leder, hvorved han betonede, at disse forhandlinger må være endelige.
I N’Djamena fortalte Tchads præsident Idriss Deby mig, at økonomisk udvikling er umulig uden vand. Og uden udsigt til økonomiske fremskridt kan en kvart million flygtninge fra Darfur, der lever i den østlige del af Tchad, måske aldrig vende hjem.
Alt dette understreger, hvor vigtigt det er at have en omfattende fremgangsmåde, hvad angår konflikten i Darfur. Løsninger kan ikke komme stykvis. Denne krise har mange årsager, og vi må behandle dem alle – sikkerhed, politik, ressourcer, vand, humanitære problemer og udviklingsproblemer.
Denne kompleksitet gør vores arbejde mere udfordrende og svært, men er den eneste vej mod en varig løsning.