Det går ikke godt med trafiksikkerheden i Europa. Selvom de fleste lande har formået at sænke antallet af dræbte i trafikken, er der langt til målet om at få halveret antallet af døde inden år 2010. Til den tid er håbet, at kun 25.000 mennesker mister livet i trafikken om året. Det viser en ny undersøgelse, som EU har lavet.
De tre sikreste EU-lande at køre bil i er Sverige, Holland og Malta. Men Danmark får også ros med på vejen, og helt overordnet set klarer de nordeuropæiske lande sig bedst i sammenligningen. Værst står det til i Syd- og Østeuropa, og vil man køre sikkert, så skal man holde sig uden for Grækenland og den tidligere Østblok.
Næsten alle EU-landene har formået at få nedbragt antallet af dræbte i trafikken, men i Litauen, Rumænien, Ungarn og Estland bliver flere dræbt i dag end i 2001. Rapporten tilskriver delvist det høje tal, at der er kommet langt flere biler i især disse lande.
Europakommisæren for transport, Jacques Barrot, foreslog, da han fremlagde rapporten, at EU indfører fælles regler for overtrædelser af færdselslovene i de forskellige lande.
Sidste år blev omkring 38.600 EU-borgere slået ihjel på vejene.
Færrest dødsfald i trafikken:
Malta
Holland
Sverige
Storbritannien
Danmark
Flest dødsfald i trafikken:
Litauen
Letland
Estland
Grækenland
Polen