Snup to aspirin om ugen i en måned og undgå kræft i æggestokkene.
Ud over at mindske hovedpine, tandpine eller muskelsmerter kan aspirin også mindske risikoen for kræft i æggestokkene, viser ny dansk forskning.
Resultaterne kommer fra professor og leder af projektet Susanne Krüger Kjær fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.
- Vi har opdaget, at kvinder, som tager det smertestillende præparat aspirin regelmæssigt, har en mindre risiko for at udvikle kræft i æggestokkene end kvinder, som ikke tager den medicin, siger hun.
Æggestokkræft rammer oftest kvinder over 40 år og er mest udbredt blandt kvinder omkring 60 år. Dødeligheden af sygdommen er meget høj i Danmark, hvor cirka 600 kvinder hvert år får konstateret æggestokkræft.
Og aspirin kan altså være løsningen, viser undersøgelsen, mens andre smertestillende midler som ibuprofen eller paracetamol ikke har en effekt.
- Det er en sygdom, som oftest opdages sent - derfor har den en høj dødelighed. Alt, hvad vi kan gøre for at sænke risikoen og forebygge, at kvinder får æggestokkræft, tager vi imod med kyshånd. Det er rigtig vigtigt, siger Susanne Krüger Kjær.
Hun understreger, at der primært har været fokus på smertestillende lægemidler og deres rolle i æggestokkræft i undersøgelsen. Og et regelmæssigt forbrug på mindst to gange om ugen i mindst en måned mindsker altså risikoen for den farlige kræft.
Susanne Krüger Kjær advarer dog også mod et forbrug af de smertestillende midler.
- Selv om vores resultater viser, at aspirin kan mindske risikoen for kræft i æggestokkene, skal resultatet vejes op mod de skader og bivirkninger, som ofte følger med brugen af smertestillende medicin som for eksempel risiko for blødning og mavesår.
Forskere har fra 1995 til 1999 indsamlet oplysninger fra 756 kvinder med kræft i æggestokkene og 1564 tilfældigt udvalgt raske kvinder fra den almindelige befolkning i 35-79 år og blandt andet spurgt til deres forbrug af smertestillende medicin.