I aften samles vi om bålet for at synge Sankt Hans aften ind, og i flammerne kommer en række træhekse til at lade livet.
Umiddelbart en noget morbid dansk tradition, men det rør ikke Danmarks formentlig mest kendte heks - Dannie Druehyld.
"Det var dog det mindste, der generer mig i verden. Danskerne har sådan nogle små offerritualer, og det må stå for egen regning. Jeg ser på det som et folklorisk indslag," siger heksen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Dannie Druehyld er dog godt træt af, at hekse stadig betragtes som det rene satans yngel.
"Billedet af en heks som det onde kan godt forundre mig. Det er et tegn på, at man ikke har lyst til at tage opgør med fortiden, hvor alle de hekse, der blev brændt var uskyldige," siger Druehyld.
Dannie Druehyld skal selv fejre Sankt Hans aften med de samme venner, som hun har været sammen med de sidste 30 år. Og hun kan godt fascineres af selve dagen, selv om der følger nogle upassende traditioner med.
"Sankt Hans er en gammel hedensk midsommerfest, hvor solen vender, og hvor man samles i landsbyerne for at holde fest. Det kan jeg ikke føle mig diskrimineret over," slutter heksen.