Egentlig var det en tilfældighed, da Camilla og Christoffer Ellesøe døbte deres førstfødte søn Case.
Navnet lå godt i munden og idéen om, at opkalde ham efter en traktor lå ikke langt fra landmanden Camilla.
Således kom nummer to og tre til at hedde Claas og Cormick (efter mærket McCormick, red.). Og på den måde havde sønnerne ligesom forældrene alle et fornavn der begynder med C, skriver Landbrugsavisen.
Oven i har sønnerne også et mellemnavn der begynder med C, og Camilla og Christoffers søskende hedder også alle noget der begynder med C.
Der er kun et par måneder til søn nummer fire efter planen ser dagens lys, og det har sat familien fra Torrild ved Odder på lidt af en opgave for, at finde på et fjerde traktormærke, der starter med C.
- Nu er vi lidt i problemer, for vi regnede ikke med, at vi skulle have nummer fire, så vi har ikke et navn klar. Men vi har også lige lidt tid at løbe på, siger Camilla Ellesøe til Landbrugsavisen.
Men måske er det ikke så svært endda. Landbrugsavisens læsere er i kommentarsporet til artiklen så søde, at hjælpe familien på vej.
"Cat", skriver en. "Chalmers", skriver en anden, mens der også bydes ind med "Challenger" og "Clayton".
Landbrugsavisen skriver, at der ifølge Danmarks Statistik pr. januar 2019 er to drenge i Danmark, som er døbt Case. Ni som er døbt Claas og en enkelt er døbt Cormick.