Samtlige 15.000 kabineansatte hos 100 års-jubilaren British Airways (BA) får foræret en iPhone XR, skriver branchemediet Standby.dk.
De mange iPhones skal ikke kun glæde kabinepersonalet, men formentlig og få smilene til at vende opad hos passagererne. Mobiltelefonerne skal nemlig også være et værktøj til at styrke passagerernes serviceoplevelse ombord.
Telefonerne er nemlig udstyret med særlige BA apps - arbejdsprogrammer for den enkelte kabineansat.
For eksempel vil en passager kunne kontakte en kabineansat, hvis vedkommende har glemt at bestille et særmåltid til hjemturen. Den BA-ansatte kan under flyvningen fikse dette via BA’s hjemmeside, skriver British Airways ifølge Standby.dk i en pressemeddelelse.
De 15.000 iPhones er en del af en samlet investering på 6,5 milliarder pund - over 53 milliarder kroner - til en lang række forbedringer af oplevelsen for British Airways’ cirka 45 millioner årlige passagerer.
De mange milliarder bruges hovedsaligt på i alt 73 nye fly – her af 18 fabriksnye Airbus A350, skriver Standby.dk.