Ved en ransagning har Fyns Politi fundet stjålet tandlægeudstyr til en værdi af næsten en million kroner, skriver TV 2/Fyn.
Ransagningen blev foretaget fredag på en ejendom på Vestfyn, og her blev der fundet tandlægeudstyr, som i sidste uge var blevet stjålet fra en tandlægeklinik på Søgaardsvej i Ringe.
Tyvene var sluppet afsted med en såkaldt fræser og en scanner, som har en samlet værdi på 980.000 kroner.
Der er ikke foretaget anholdelser i sagen, men efterforskningen er fortsat i gang.
Politiet er fåmælt, men der arbejdes med en teori om, at der er tale om bestillingsarbejde og at udstyret skulle sendes til udlandet.