Et land i ruiner må da have brug for maskiner.

Sådan tænkte direktør Henrik Pedersen fra den lille jyske gaffeltruckleverandør Akos, da han i foråret 2004 blev inviteret med på en storstilet messe i Iraks naboland Kuwait.

Så han takkede ja til messen, der havde som formål at få virksomheder til at gå ind på det irakiske marked efter krigens slutning året før.

Og Henrik Pedersen fik da også en enorm succes på messen, ganske som de øvrige danske virksomheder, der alle havde fået en del af billetten betalt af den danske stat. Faktisk var hans stand så velbesøgt, at han måtte ringe hjem og bede sine medarbejdere sende flere brochurer.

»Vi fik rigtigt mange forespørgsler, så vi var optimistiske, da vi tog hjem,« siger han.

Siden hørte direktøren ingenting. Overhovedet ingenting.

»Kort tid efter begyndte det for alvor at gå galt med sikkerheden dernede. Så vi hørte aldrig fra nogle af de mange kontakter,« siger Henrik Pedersen, der da heller ikke selv har gjort noget for at genoptage kontakten til irakerne.

For som han med uldjysk underdrivelse siger i dag:

»Irak er et skidt sted at lave forretning. Vi skal i hvert fald ikke nyde noget.«

Siden har ingen danske virksomheder været med på de årlige Rebuild Iraq -messer i Mellemøsten. Som en central kilde i de danske eksportfremstød til Mellemøsten siger:

»Hvis du inviterede danske virksomheder til Irak i dag, ville de dø af grin. Situationen er simpelthen for farlig.«

Gyldne løfter

Det var ellers med udanske armbevægelser og dollartegn i øjnene, at Dansk Industri og Danmarks Eksportråd i Udenrigsministeriet kort efter krigen spåede om det kommende danske eksporteventyr i Irak: 4.000 ekstra arbejdspladser, en plads i top 25 over de vigtigste danske eksportmarkeder og en årlig eksport på over tre milliarder kroner, var, hvad industriens højrøstede regnedrenge dengang forventede af Irak.

Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, brugte ligefrem eksportmulighederne som argument for at sende danske soldater til Irak.

I dag er de alle musestille.

Med et skuffende ligegyldigt beløb sidste år på 199 millioner kroner er eksporten til Irak tæt på at være gået i stå. Beløbet er markant lavere end i årene inden krigen i 2003. Og værst af alt: Eksporten daler år for år.

Hos den statsstøttede Eksport Kredit Fonden, der tilbyder at forsikre danske virksomheder i Irak, har man for øjeblikket blot syv aktive forsikringer for i alt 40 millioner kroner. På trods af, at Folketinget har afsat en hel milliard til formålet.

På den danske ambassade i Bagdad kender man kun til fire danske virksomheder, der fortsat tør lave forretninger i Irak. Dertil skal man sandsynligvis lægge en mindre underskov af lykkeriddere, der på helt egen hånd forsøger at lave forretning i landet.

Intet kontor

De fire kendte virksomheder er cementfabrikanten FLSmidth, handelsfirmaet Epoka, medicinalvirksomheden Novo Nordisk og Burmeister & Wain Scandinavian Contractor, der leverer dieseldrevne generatorer til flere nordirakiske byer. Og disse virksomheder undgår helst at sende egne medarbejdere ind i løvens hule.

»Vi sælger fortsat produkter til Iraks fungerende cementfabrikker gennem mellemled, så længe det ikke kræver, at vi selv har medarbejdere til stede i landet,« siger kommunikationschef i FLSmidth, Torben Seemann Hansen.

Novo Nordisk, der forsyner Irak med diabetesmedicin, er nødsaget til at have ansatte i Irak, men vil indtil videre ikke have et egentligt hovedkontor i landet.

»Hvis vi etablerer en afdeling i Bagdad med officielle skilte og logoer, bliver vi med det samme et mål for oprørsgrupperne eller organiseret kriminalitet. Og den risiko ønsker vi naturligvis ikke at udsætte vores medarbejdere for. I stedet styres vores aktiviteter fra vores afdeling i Jordan, og vores 13 lokale medarbejdere i Irak arbejder hjemmefra eller afholder forretningsmøder ude på de enkelte hospitaler,« siger kommunikationschef Mike Rulis.

Langt de fleste danske virksomheder styrer dog helt uden om Irak.

»Vores ansatte skal ikke gå rundt med skudsikre veste og livvagter,« som Danfoss kommunikationschef, Ole Daugbjerg, siger det.

Oveni problemerne med sikkerhed skal lægges den udbredte korruption, der gennemsyrer landet efter Saddam Husseins fald. I en rapport fra den internationale organisation mod korruption, Transparency International, er Irak verdens tredjemest korrupte land.

Det har man mærket hos handelsvirksomheden Epoka, der tæt på Bagdads topsikrede grønne zone fornyligt har etableret et hovedsæde under beskyttelse af den irakiske hær.

»Vi giver de irakiske soldater lidt ekstra penge for at passe ordentligt på bygningen og vores medarbejdere. Desuden kan man opleve forskellige former for korruption i de nederste dele af embedsværket, hvis man eksempelvis skal have en tilladelse igennem. Men sådan er vilkårene desværre,« siger indehaver af Epoka, Jan Brandrup, der har 20 ansatte i Irak.

Endelig lider erhvervslivet i Irak stadig under op til 40 år gamle, rigide og indviklede regler og afgifter, som er levn fra Saddam Husseins halvsocialistiske Baath-regime. Og de nye love, der skulle lette vilkårerne for erhvervslivet, lader vente på sig.

»Sikkerheden i landet har førsteprioritet for lovgiverne,« som en kilde i Irak siger det.

Dårlige erfaringer

Flere danske virksomheder har allerede brændt fingrene på de kaotiske tilstande.

Eksport Kredit Fonden har udbetalt erstatninger for 13,5 millioner kroner til danske virksomheder, hvis varer aldrig nåede frem til kunden - eller som ganske enkelt ikke blev betalt.

Selv gigantiske A.P. Møller - Mærsk kom på glatis, da rederiet underskrev en ugyldig kontrakt om at drive havnen Khor Al-Zubayr i Sydirak. De irakiske myndigheder annullerede aftalen og påførte dermed Mærsk et milliontab. I dag har Danmarks største virksomhed trukket sig helt ud af Irak.

Dræbt i Irak

Værst gik det for den 35-årige håndværker Henrik Frandsen, en af de mange private lykkeriddere, der efter krigen rejste til Irak for at gøre en god handel. Han ville på egen hånd starte en virksomhed, der skulle levere drikkevand til irakerne, men blev i stedet dræbt nord for Bagdad i april 2004.

Jan Brandrup fra Epoka erkender, at det kræver is i maven og tålmodighed at gå ind i Irak. Til gengæld er der belønning til de, der tør, mener han.

»Man skal have et godt netværk af dygtige irakere, og så skal man være indstillet på, at man i begyndelsen måske slet ikke får den aftalte betaling. Men hvis man har nerver af stål, kan det godt lykkes. Vi mener selv, vi har fået opbygget en god forretning. Og så er vi i Irak før de andre. Det betyder meget, når landet på et tidspunkt bliver stabilt og sikkert,« siger han.

Hvornår det sker, tør ingen spå om. Men alle er enige om, at et roligt Irak vil være et attraktivt marked for danske virksomheder. Som de siger i cementvirksomheden FLSmidth:

»Der er et helt land, der skal bygges op fra grunden. Så de får da brug for cement.«

Henrik Pedersen fra det jyske gaffeltruckfirma Akos tror også stadig, at der er muligheder i Irak. Han tør ganske vist ikke rykke sin forretning ind i landet foreløbigt. Men den dag freden kommer, håber Henrik Pedersen, at det bliver hans gaffeltrucks, der løfter Irak ud af elendigheden.