I mandags kunne de danske tv-seere opleve den 51-årige Søren Nicolaj Korshøj slås med en tre meter lang slange i vandkanten.
Men nu er det kommet frem, at hele scenen var iscenesat snyd og bedrag. Det skriver Se & Hør.
Det er ellers dramatiske ord, som Søren Nicolaj Korshøj bruger, når han til kameraet fortæller om mødet med slangen.
"Da slangen angriber mig, der tror jeg fandeme, at jeg skal dø," siger han.
"I denne her dødskamp tænker man kun på at overleve," lyder det senere i afsnittet fra den 51-årige Robinson-deltager.
Men over for ugebladet siger flere af de andre deltagere, at slangen allerede var død, da Søren fandt den.
Konfronteret med de beskyldninger indrømmer slangetæmmeren da også, at slangen faktisk lå passiv, da han slog den ihjel ved at slå dens hoved mod klipperne.
"Måske var det på grund af kulden, måske havde den jaget mad i bølgerne hele natten. Den var i hvert fald enormt sløv, men helt levende - ingen tvivl om det," siger Søren Nicolaj Korshøj ifølge ugebladet.
Som 'en joke' lod han efterfølgende som om, at han sloges med slangen, forklarer han. Men på det tidspunkt var dyret altså stendødt.