Eurozonen er så småt ved at ryste finanskrisen af sig. Og nu ser det endelig ud til, at der igen er vækst blandt de fleste af landene. Det er godt nyt for de danske lønmodtagere.
- Danmark er jo meget afhængig af eksport til vores nærmarkeder. Så når det går godt økonomisk i Europa, så smitter det af på dansk eksport og dansk beskæftigelse, siger cheføkonom i 3F, Anita Vium Jørgensen, til Ritzau.
- Fortsætter de her positive takter i Danmark, kan det give op til et par tusinde ekstra arbejdspladser alene i år, lyder hendes vurdering.
Det er en stigning i væksten på 0,3 procent blandt eurolandene i andet kvartal i år, der får de 2000 job til at komme frem. Og ifølge 3F er det især eksporterhvervene, der vil få gavn af væksten.
Ser man på de enkelte lande, er det især Tyskland, der som den største økonomi i eurozonen, driver vækstlokomotivet frem. Den tyske vækst stiger med hele 0,7 procent, mens den franske vækst stiger med 0,5 procent.
- Det har selvfølgelig en betydning, hvilke lande der går mest frem. Og da Tyskland er Danmarks største eksportmarked, er det meget positivt, at den største stigning er her, siger Anita Vium Jørgensen.
Cheføkonomen slår fast, at flere arbejdspladser er nødvendige for at få Danmark ud af krisen og få de mange ledige danskere tilbage på arbejdsmarkedet.
- Der er ingen tvivl om, at den langvarige krise i eurozonen påvirker os her i landet. For 3F er det derfor rigtig positivt, at bunden ser ud til at være nået i de europæiske økonomier, siger Anita Vium Jørgensen.
/ritzau/