Frankrigs præsident og landets regering er bekymret over meldinger om, at Rusland angiveligt blander sig i det kommende præsidentvalg.
Den satiriske og politiske avis Le Canard enchainé, som også har ført an i afsløringer af den konservative kandidat Francois Fillons kones fiktive job, har talt med kilder i efterretningstjenesten DGSE.
Ifølge disse kilder støtter Rusland den højrenationale kandidat Marine Le Pen fra Front National.
- Bekymringen har nu nået et niveau, så forsvarsrådet i Élyséepalæet er indkaldt til møde om sagen, skrev avisen onsdag ifølge Politico.
Rusland menes at stå bag både hacking, trolling og spredning af misinformation, hedder det i Le Canard enchainé, som betyder Den lænkede And.
Når forsvarsrådet er samlet deltager præsidenten, premierministeren og fem andre ministre.
Der er ikke kommet en officiel bekræftelse af, at rådet mødes for at drøfte Rusland og valget. Politico har forgæves forsøgt at få det bekræftet af kilder i regeringen.
Russerne spreder misinformation via sociale medier. Det sker med brug af algoritmer, der bruges til blandt andet at sprede "fortrolige e-mails fra hendes (Le Pens, red.) rivaler", siger kilder i DGSE til Le Canard enchainé.
Præsidentvalget afvikles over to runder. Første runde 23. april, og anden runde er 7. maj.
/ritzau/