Frankrig har 753 coronadødsfald på et døgn

Af 753 coronadødsfald er de 336 sket på et af Frankrigs plejehjem, viser dagens opgørelse.

Frankrig har i det seneste døgn registreret 753 coronadødsfald på landets hospitaler og plejehjem.

Det oplyser sundhedsmyndighederne torsdag aften ifølge Reuters.

Af de 753 døde er 336 personer med coronasmitte døde på et af landets plejehjem.

Samlet har 17.920 personer smittet med corona mistet livet i Frankrig.

Onsdag meldte Frankrig om over 1400 coronadødsfald. Men det meget høje antal skyldtes, at der var et efterslæb i indberetninger fra påskedagene.

Tirsdag lød opgørelsen over, hvor mange der var døde med coronasmitte, på 762.

Antallet af bekræftede smittetilfælde er steget med godt 2600, viser opgørelserne torsdag aften.

Det bringer det samlede antal af personer registreret smittet med coronavirus op på 108.847.

Af de smittede ligger 6248 alvorligt syge patienter på en af landets intensivafdelinger. Det er et fald fra 6457 onsdag. Det er ottende dag i træk, at antallet af indlagte på intensiv falder.

Frankrig er et af de hårdest ramte lande i verden under coronakrisen. Kun Spanien, Italien og USA har haft flere dødsfald.

Mandag forlængede Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, nedlukningen af landet til 11. maj.

Dermed skal franskmændene stadig blive hjemme. Borgerne må kun gå ud for at købe mad, gå på arbejde, gå til læge eller få motion på egen hånd.

Efter 11. maj vil landet begynde at genåbne daginstitutioner og skoler, sagde præsidenten mandag.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters