Frankrig forbyder forsamlinger bestående af flere end 1000 personer. Det sker i et forsøg på at begrænse spredningen af coronavirus.
- Alle forsamlinger med over 1000 personer er fra nu af forbudt, siger Frankrigs sundhedsminister, Olivier Veran, søndag aften.
Han tilføjer, at myndighederne vil lave en liste over arrangementer, der er undtaget fra denne regel, fordi de er "til gavn for det nationale liv". Det gælder blandt andet demonstrationer.
- Her til aften er vi stadig i anden fase. Det vil sige, at vores prioritet er at gøre alt for at bremse udbredelsen af virusset, siger Veran.
Tidligere havde franske myndigheder forbudt forsamlinger større end 5000 mennesker.
De nye regler får store konsekvenser for en lang række sports- og kulturarrangementer. I forvejen er blandt andet en bogmesse og en tattookongres aflyst.
Søndag aften meddelte franske myndigheder, at antallet af coronarelaterede dødsfald i Frankrig er steget til 19, efter at tre er døde i løbet af det seneste døgn.
Der er bekræftet 1126 smittetilfælde. Det er en stigning på 336 i løbet af det seneste døgn.
I Danmark har regeringen opfordret til, at alle arrangementer i landet med over 1000 deltagere aflyses. Men der er ikke indført et forbud.
Søndag gjorde den tyske regering det samme. I Tyskland kan den nationale regering ikke aflyse arrangementer. Den beslutning ligger hos de enkelte delstater.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP