Forsvarschef Peter Bartram fastslår, at det er "overvejende sandsynligt", at det var danske soldater, som stod bag et omstridt filmklip fra Operation Green Desert i Irak i 2004.
Forsvaret har foretaget en større undersøgelse af sagen og afleveret en redegørelse til forsvarsminister Nick Hækkerup (S):
- Vi har egentligt ikke fundet beviser på, at danske soldater har filmet det. Vi har gennemgået materialet, og der har ikke været befalinger, der viser, at nu skal vi ud at optage. Der er ikke nogle eksempler på, at cheferne har vidst, at der blev optaget.
- Men jeg må jo forholde mig til, og jeg tror, vi alle sammen har set, at der er videoklip, så jeg vil antage, at det er helt overvejende sandsynligt, at det er danske soldater, der har gjort det, siger Peter Bartram.
/ritzau/