Flere danske forskere forlader deres institut i utilfredshed med, hvad de betegner som ledelsesidioti og rektors enevælde.
Berlingske Research har foretaget en rundspørge blandt flere end 4.000 forskere fra landets otte universiteter, og den undersøgelsen afslører dyb mistillid til ledelsen.
Mere end halvdelen af forskerne har ingen eller ringe tillid til, at bestyrelsen vil sikre dem medbestemmelse i væsentlige beslutninger.
Og rundspørgen afslører også, at der på hvert andet institut på landets otte universiteter sidder forskere med kendskab til en eller flere tidligere kolleger, der har kvittet jobbet i utilfredshed, skriver Berlingske.
Professor ved Københavns Universitet og folketingsmedlem for Liberal Alliance, Niels Høiby, er ikke overrasket over undersøgelsens konklusioner.
"Det er formentlig kun starten på en større forskerflugt fra de danske universiteter. Jeg kender desuden dygtige danske forskere, der bliver hængende i udlandet, fordi de frygter for dårlige arbejdsvilkår, såfremt de vælger at tage hjem," siger Niels Høiby til Berlingske.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) kunne godt have ønsket sig en større medarbejder-tilfredshed men understreger, at det er "sundt for visse forskere at foretage et karriereskift".
Ifølge forskerne opstod topstyringen med universitetsreformen fra 2003, hvor man indførte en enstrenget ledelsesstruktur uden større medarbejderinddragelse.
Kilde: Berlingske