Første dag efter ferien? Sådan kommer du i gang

Ligner det her dig første dag efter ferien? (Foto: Foto: Colourbox)

Er det første dag efter ferien, eller bare mandag? Her er et par gode råd til komme lidt bedre igennem dagen.

Særligt den første dag efter ferien kan virke lang, når man skal tilbage til de daglige rutiner, gøremål og udfordringer på jobbet.

Dr.dk har spurgt specialist i effektive arbejdsvaner, Line Ullmann, om der skulle være måder at lette overgangen fra afslappende ferie til stresset arbejdsdag.

Hun kommer med ni opfordringer men siger videre, at det sandsynligvis ikke vil være alle, der giver lige god mening for alle. Prøv dig frem:

1. Mød tidligt, da du på den måde kan komme i gang med dagens opgaver, inden kollegaerne begynder at hive i dig.

2. Husk hvornår du har fri. På den måde prioriterer du din arbejdstid bedre.

3. Prioritering af arbejdsopgaver. Lav en kort liste over de vigtigste ting og start på den første med det samme.

4. Fokuseret arbejdstid og planlagte overspringshandlinger. Forsøg at presse dig selv til at arbejde fokuseret i en time til halvanden. Brug herefter 15-20 minutters tid på en overspringshandling.

5. Sæt tid af til afbrydelser. Det kan være givende at "lukke af" i noget af arbejdstiden ved at sætte dig et andet sted eller tage høretelefoner på. Resten af dagen kan du så bruge til at lade dig "forstyrre" af kollegaer og kunder.

6. Tjek e-mail på faste tidspunkter. Luk dit e-mail program, når du arbejder. Tjek i stedet e-mails, når du har et hul mellem opgaverne.

7. Ryd op på skrivebordet. Din ordenssans på skrivebordet har indflydelse på din arbejdshukommelse.

8. Hold små pauser på jobbet, hvor du lige går et andet sted hen og trækker vejret lidt.

9. Tid til fordybelse. Er der større opgaver på programmet, bør du sætte ordentlig tid af til det. På den måde bliver du mere fokuseret og kreativ.

God arbejdslyst

Kilde: DR.DK