Uidentificerede snigskytter i Syrien skyder mod de FN-inspektører, der er i Syrien for at undersøge oplysninger om et giftgasangreb i sidste uge. Det oplyser en FN-talsmand.
- Der blev affyret flere skud af ukendte snigskytter, der ramte et af inspektørernes køretøjer med fuldt overlæg og beskadigede det. Vi er ved at skaffe en anden bil, siger en talsmand for FN.
- Det var den første bil, der blev ramt, og konvojen måtte vende om og vente på en anden bil, oplyser BBC.
FN-inspektørerne havde tidligere på dagen forladt den centrale del af Damaskus for at indlede deres undersøgelser af det sted i forstæderne, hvor der angiveligt er blevet dræbt hundredvis af mennesker med kemiske våben for få dage siden.
En konvoj med seks biler bragte våbeneksperterne, der er iført FN's blå sikkerhedsveste, ud til forstaden Østghouta. De blev ledsaget af en bil fra de syriske sikkerhedsstyrker og en ambulance.
Præsident Bashar al-Assad afviser anklagerne om, at det er hans regime, der står bag det påståede angreb.
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, understregede søndag, at hvert minut tæller på inspektørernes mission, og inspektørerne kan allerede være for sent ude i forhold til at finde ud af, hvad der virkelig skete.
- Hver time tæller. Vi har ikke råd til flere forsinkelser, siger Ban til journalister i Seoul få timer før, at FN-holdet tager til området nær Damaskus, hvor angrebet skulle være fundet sted.
De syriske myndigheder gav grønt lys til undersøgelsen søndag, men amerikanske embedsmænd siger, at det allerede er for sent på grund af massive bombeangreb, der kan have ødelagt beviserne de seneste dage.
Syriens opposition siger, at flere end 1.300 mennesker blev dræbt, da regeringsstyrker brugte kemiske våben mod oprørskontrollerede byer ved Damaskus onsdag. Læger Uden Grænser siger, at 355 personer døde af gift-symptomer.
Regeringen i Damaskus har kraftigt afvist, at det har udført et gasangreb og skyder i stedet skylden på oprørerne.
/ritzau/Reuters