Opdateret: Fredag eftermiddag meddeler Finanswatch, at firmaet Yourpay har indgivet konkursbegæring, og firmaets ansatte får ikke deres løn.
I 2020 så fremtiden lys ud for betalingsselskabet Yourpay. Et svensk bud på firmaet på 55 millioner kroner blev afvist, men senere tikker et nyt bud på 100 millioner kroner ind. På visse betingelser.
I dag – blot et år senere – er situationen en helt anden. Nu er firmaet på randen af konkurs, og medarbejderne har ikke fået deres oktoberløn. Det skriver Finanswatch.
I sommer blev hele ledelsen og skaberne af firmaet smidt på porten, og ny kapital sprøjtet ind i firmaet. Men siden er sorte tal forvandlet til røde, og nu er der ikke længere penge til at betale de ansatte.
Ifølge stifter og tidligere direktør i Yourpay, Mathias Gajhede, lever firmaet nu på Finanstilsynets nåde:
– Det er jo interessant på mange måder, for vi fik 8 mio. ind i juli, lige da jeg røg ud af selskabet, og tilsyneladende er de jo væk. Jeg afleverede et selskab, som balancerede nogenlunde på bunden, så et eller andet er der jo sket de seneste tre måneder, siger han til mediet TechSavvy.
– Vi er i øjeblikket i færd med at afklare Yourpays fremtid. Så snart vi har fået en afklaring på, hvad der skal ske fremadrettet, melder vi ud til vores eksisterende kunder. Tak for forståelsen, lyder det, når man kontakter firmaets support
Yourpay henvender sig især til virksomheder og webshops og styrer betalinger fra forbrugerne.