Under en rutinemæssig redningsøvelse mistede fem personer søndag livet på et krydstogtskib ud for ferieøen La Palmas hovedstad, Santa Cruz de la Palma, på østsiden af den kanariske ø.
Alle omkomne var ifølge den spanske avis El País ansat om bord på skibet og sad i en redningsbåd, der faldt over 20 meter ned fra skibet A/S Thomson Majesty, mens det lå stille i havnen.
Blandt de omkomne er tre indonesere, en filippiner og en ghaneser. Ingen passagerer kom til skade i ulykken. Yderligere tre personer, to grækere og en filippiner, kom til skade, da redningsbåden ramte vandet.
Omkring 2000 personer var om bord på skibet, da ulykken skete.
Et redningshold, en redningshelikopter, dykkere, brandvæsen og politifolk fra øen var til stede på havnen inden for kort tid.
På trods af ulykken har indbyggerne i hovedstaden besluttet at fortsætte deres planlagte karneval uden ændringer. Krydstogtskibet sejler ligeledes planmæssigt fra øen mandag morgen, skriver El País.
Skibet MS Thomson Majesty er bygget i 1992, ejet af det engelske rejsefirma Thomson, og det sejlede under maltesisk flag.
Det britiske udenrigsministerium har ifølge BBC udtalt, at de hurtigt blev informeret om ulykken og med det samme gik i gang med at undersøge omstændighederne.
/ritzau/