Pengene er fosset ud af FC Midtjyllands kasse i de seneste fire år, hvor der har været underskud på samlet set over 120 millioner kroner.
I dette regnskabsår lød underskuddet "kun" på 2,5 millioner kroner, men FCM's egenkapital er næsten i bund, og klubben har akut behov for mere kapital.
En af mulighederne er spillersalg, men det vil FCM's bestyrelsesformand, Johnny Rune, gerne undgå, hvis det kan lade sig gøre.
- Vi ønsker at drive denne klub på en økonomisk forsvarlig måde, hvor klubben er i økonomisk balance.
- Målet er at komme hen, hvor vi kan gøre det uden spillersalg eller i hvert fald med begrænset spillersalg. Sådan at vi ikke nødvendigvis er afhængig af, om et transfervindue går godt eller skidt.
- Så vi betragter den del, der måtte komme ind fra den side, som noget ekstraordinært, der kan gøre det hele lidt nemmere og sjovere, siger Johnny Rune.
Tidligere har FCM været dygtige til at sælge spillere, men pengene har alligevel ikke kunnet dække de massive underskud på driften.
Men selv om den midtjyske økonomi er hårdt presset, så vil klubben gerne være helt uafhængige af spillersalg.
- Vi forventer da et eller andet sted, at vi vil kunne sælge spillere. Men vi vil gerne i balance i fremtiden, så vi ikke er nødt til at sælge alle de bedste spillere hvert eneste år bare for at fylde et hul op.
- Vi skulle gerne hen i retning af noget, der kan begynde at se lidt sjovere ud, forklarer Johnny Rune.
FCM fører i øjeblikket Superligaen, og flere af stamspillerne kan blive svære at holde på i januars transfervindue. Samtidig betyder klubbens dårlige økonomi, at spillersalg ikke kan udelukkes.
- Vi har en meget stor talentafdeling, der gør, at vi også fremadrettet skal udvikle og sælge spillere, lige så vel som vi har gjort tidligere. Det er det, vi er kendt for og har været gode til.
- Og fra den kant skal der hen ad vejen også komme nogle indtægter, siger Johnny Rune.
/ritzau/