FC København kan i allerhøjeste grad takke målmand Johan Wiland for, at holdet fik 1-1 i Parken mod Juventus i den første gruppekamp i årets Champions League.
Det siger den unge midtbanespiller Thomas Delaney, der så den svenske målmand redde den ene store chance efter den anden fra Juventus-stjernerne, især i anden halvleg.
- Han spillede en pragtkamp, og jeg har sjældent set ham stå så godt, siger Thomas Delaney.
FCK var godt med i første halvleg, hvor Nicolai Jørgensen bragte hjemmeholdet foran efter et kvarters spil.
- Første halvleg er rigtig god, og vi skabte en del og havde bolden meget. Det var, som vi håbede. Især resultatet af første halvleg kan vi tage med herfra, siger Thomas Delaney.
I anden halvleg var FCK under stort pres, og Fabio Quagliarella udlignede til 1-1.
Thomas Delaney peger på, at indsatsen og pointet mod Juventus gerne skal få en positiv effekt i Superligaen.
Her er FCK helt nede på en uvant 10.-plads med blot syv point for otte kampe.
- Det er vigtigt for os. Vi har haft det svært i Superligaen, og vi får meget røg i hverdagen rundt omkring. Så det er dejligt at kunne bevise, at vi kan følge med.
- Det er sådan noget her, der skaber et hold og et sammenhold. Så det er klart noget, vi kan bruge - også i Superligaen, siger han.
22-årige Thomas Delaney fik også meget ud af kampen i en udsolgt Parken på det personlige plan.
- Det var fantastisk. Det var første gang, jeg løb ind til Champions League-hymnen, og især under opvarmningen var jeg ved at knibe en lille tåre, siger han.
/ritzau/