23. juni holder skoleelverne sommerferie, og så begynder ferietrafikken i Danmark.
Se, hvornår du som bilist kan tage afsted for at undgå for meget trafik, når du skal i sommerhus eller sydpå:
* Fredag 23. juni skal pendlere og ferietrafikanter være opmærksomme på ekstra tæt trafik i myldretiden især på motorveje omkring de større byer.
* Lørdag 24. juni bliver trafikken tættest, hvor der er risiko for kødannelse særligt mellem 09.00 og 14.00.
* I uge 26 til 30 kan bilister forvente massiv rejsetrafik på lørdage på tværs af landet i begge retninger. Der vil være mange biler på motorvej E45 til og fra den dansk-tyske grænse.
Spidsbelastningen er mellem 10.00 og 15.00, så bilister kan med fordel køre uden for tidsrummet.
* Fra uge 31-32 vil der på de store hjemrejsedage, søndage, være tæt trafik.
* Den altovervejende rejsetrafik i sommerferieperioden vil bevæge sig på tværs af landet mellem Sjælland og Jylland via Fyn eller færger, samt til og fra Tyskland via den dansk-tyske grænse i Sønderjylland og via færgeruterne på Lolland og Falster.
* Mange vil også opleve tæt lokal trafik i sommerhusområderne, hvilket især gør sig gældende langs den jyske vestkyst, ved Skagen og i Nordsjælland.
* Grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse vil medføre periodevis risiko for kødannelser og forlænget rejsetid.
* I anledningen af G20-topmødet i Hamburg 7.-8. juli har Tyskland oprettet en midlertidig grænsekontrol fra Danmark til Tyskland. Bilister skal være opmærksomme på, at det kan skabe 30 minutters længere rejsetid.
Kilde: Vejdirektoratet
/ritzau/