Bandegrupperinger ligger i øjeblikket i konflikt i København, og det har ført til adskillige skyderier i hovedstaden og kald på mere politi.
Men Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet, advarer mod at glemme fængslerne, hvor bandemedlemmerne skal puttes hen, når de bliver fanget.
- Vi snakker hele tiden om, at der skal mere politi i gaderne, og vi skal have flere af dem (bandemedlemmerne, red.) i fængsel.
- Men vi bliver bare fuldstændig efterladt på perronen, siger han og kalder på handling fra politikerne.
Han peger blandt andet på, at fængslerne har fået mange ekstra opgaver af politikerne, uden at der fulgte penge med.
Derudover er der ifølge formanden i øjeblikket et "akut" problem med sygefravær hos de ansatte i fængslerne.
I årets første seks måneder var de uniformerede ansatte i Kriminalforsorgen ifølge avisen.dk sygemeldt i det, der svarer til 28,4 dage om året.
I afdelinger med mange hårde fanger og bandekriminelle, som Københavns Fængsler og Nyborg Fængsel, er fraværet højere endnu.
Her var det gennemsnitlige fravær helt oppe på det, der svarer til henholdsvis 37,9 og 51,4 sygedage om året.
Formanden mener, at politikerne skal "tage ansvar".
- Ud over at vi har et akut sygefravær og dermed også en akut personalemangel, så lider vi af flere års efterslæb i forhold til besparelser. Vi har simpelthen ikke ansat dem, vi skulle, siger Kim Østerbye.
- Vi har underskud af bemanding, og vi har fået tilført ekstremt mange ekstra opgaver af politikerne - både på grund af terrorsag og de her bandepakker - og vi har ikke fået en bøjet femogtyveøre.
Det er særligt et stort antal af langtidssygemeldinger, der trækker fraværet op hos de ansatte i landets fængsler.
Det er grunden til, at det gennemsnitlige sygefravær bliver ved med at vokse, har Kriminalforsorgen forklaret til avisen.dk.
/ritzau/