En nu 36-årig fængselsbetjent betalte en høj pris sidst på aftenen den 12. juli sidste år.
Her blev han skudt i benet foran Nyborg Fængsel. Det var helt tilfældigt, at det var ham, som blev afstraffet for en bandegrupperings utilfredshed med afsoningsforholdene inden for murene, skriver Fyens Stiftstidende.
Fængselsbetjenten var slet ikke ansat i fængslet. Han var udlånt fra Vridsløselille, og har i dag mistet en stor del af sin arbejdsevne for altid.
Han lider af panikangst, post-traumatisk stress-syndrom og døjer med komplikationer i form af en nerveskade med hævelse, smerter og stivhed i højre ankel. Desuden har han nedsat følelse i venstre fod.
Det vides ikke, om han nogensinde kommer tilbage på arbejdsmarkedet på fuld tid, skriver avisen.
4. september er han hovedvidne, når retssagen mod de to bandemedlemmer, som er tiltalt for at stå bag skuddene, indledes. De er tiltalt for vold af særlig farlig karakter under særdeles skærpende omstændigheder.