Fodboldklubben Everton kan fortsat kalde sig det eneste ubesejrede hold i årets Premier League.
Mandag aften lykkedes det klubben fra Liverpool at vinde 3-2 hjemme over Newcastle.
Det var dog ved at blive lidt for spændende for fansene på Goodison Park, eftersom hjemmeholdet førte 3-0 undervejs og således var tæt på at sætte en sikker sejr over styr.
Sejren blev grundlagt i første halvleg, hvor Everton bragte sig foran med tre mål.
Det belgiske stortalent Romelu Lukaku scorede to gange for hjemmeholdet, og indimellem udnyttede Ross Barkley en flot fremlægning fra samme Lukaku til at score til 2-0.
Everton har lejet Romelu Lukaku hos Chelsea for resten af denne sæson.
I anden halvleg reducerede indskiftede Yohan Cabaye til 1-3 for Newcastle, og få minutter før tid gjorde Loic Remy det til 2-3.
Loic Remy var tæt på at udligne, men hans skud gik lige over Tim Howard i Evertons mål.
Everton ligger nummer fire i Premier League med 12 point for seks kampe.
Newcastle er femtesidst med syv point.
/ritzau/