Følgende er uddrag af konklusionen i en 12 sider lang rapport, hvor EU's ministerråds juridiske tjeneste gennemgår forslaget til et nyt banktilsyn for de 17 eurolande og andre interesserede EU medlemslande:
Rådets juridiske tjeneste er af den opfattelse, at:
a) Rådet kan etablere et tilsynsråd inden for ECB (Den Europæiske Centralbank, red.), så længe institutionerne og reglerne, der fremgår af traktaterne for endelig beslutningstagning inden for ECB, forbliver uændrede.
Det vil være tilfældet, hvis tilsynsrådet har til opgave at forberede de retsakter, der skal vedtages af styrelsesrådet (ECB's øverste ledelse, red.).
b) Deltagelse af ikke-eurozone medlemmer i banktilsynet kan ikke ændre på de institutioner og regler for endelig beslutningstagning inden for ECB, som fremgår af traktaterne.
Det kan dog opnås med udvidede rettigheder i tilsynsrådet som beskrevet ovenfor.
(Kilde: EU-rådets juridiske tjeneste)
/ritzau/