Den danske shippingsektor kan se frem til skulle betale for CO2-kvoter, hvis EU-Kommissionens store klimaplan, også kaldet EU's Green New Deal, bliver til virkelighed.
Sådan lyder vurderingen fra Maria Skipper Schwenn, der er direktør i Danske Rederier.
I forslaget ligger nemlig, at den maritime sektor skal indgå i EU's emissionhandelssystem, ETS.
- Det er klart, at prisen på transport vil forøges, og det vil selvfølgelig kunne mærkes, siger hun.
Udvidelsen fremgår af udspillet til den grønne aftale, som EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, onsdag præsenterede for EU-Parlamentet.
Det betyder større omkostninger i sektoren, hvilket vil øge prisen på transport, lyder det fra Maria Skipper Schwenn.
I EU's emissionshandelsystem fastsættes et loft for udledning af eksempelvis drivhusgasser og et kvotesystem, hvor virksomheder kan modtage, købe og bytte bestemte kvoter.
Det betyder, at en virksomhed kan sælge kvoterne, hvis de ikke benyttes, eller købe, hvis der er behov for det.
Rederierne vil derfor blive straffet, da de, som det ser ud nu, sandsynligvis ville skulle købe kvoter.
Målet med udvidelsen af ETS er at understøtte den grønne omstilling i sektoren. Direktøren mener ikke, at kvotesystemet er måden at gøre det på.
- Der skal ske noget, og vi er bestemt klar til det. Vi er bare ikke klar til handle med kvoter i den tro, at vi når klimaneutralitet i 2050, siger hun.
Danske Rederier ser hellere flere globale løsninger igennem Den Internationale Maritime Organisation, IMO, der består af 173 lande.
IMO sigter efter klimaneutralitet i 2050 og at indføre tiltag, der sænker udledningen af drivhusgasser.
Kommissionen vil i udvidelsen af ETS koordinere med IMO, fremgår det af udspillet.
Det skaber optimisme hos europaparlamentariker Morten Løkkegaard (V), at EU-Kommissionen vil koordinere med globale instanser.
- Jeg tror, det kan lykkes. Kommissionen vil jo åbenlyst have løsninger, der kan bruges til noget. Der er ingen tvivl om, at der skal komme en global løsning, for det er det eneste, der batter, siger Morten Løkkegaard.
Ifølge aftalens handleplan er revisionen og udvidelsen af ETS dateret til juni 2021.
/ritzau/