Opdateret kl. 08:19
Strandtasken ser ud til at skulle blive i skabet resten af ugen, hvis man altså bedst kan lide at være på stranden uden overtøj.
Det "efterårsagtige vejr" fortsætter nemlig resten af ugen, fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Anja Bodholt onsdag morgen.
- Dagen i dag ligner meget den, vi havde i går. Det bliver igen temmelig blæsende, og det gentager sig i morgen. Dog byder torsdagen også på vedvarende regn. Fredag ser ud til at blive ugens lyspunkt, siger hun.
Det er en forskydning af vejrsystemer, der trækker kold luft ned over Danmark.
- Polarfronten, som jo ligger oppe i atmosfæren, er trukket ned over det centrale Europa. Det betyder, at vi nu ligger på den kølige side.
- Så frem for at vi som tidligere får luft varm luft fra syd, får vi nu vind fra nordvest ude fra Nordsøen, siger Anja Bodholt.
Fra starten af næste uge, ser vejret dog ud til at byde på lidt mere varme og "klassisk dansk" sommervejr med temperaturer omkring 20 grader.
- Der er ikke noget, der tyder på, at vi får ugevis med stabilt højtryksvejr og høje temperaturer. Men fra næste uge ser det ud til, at vi får mere klassisk dansk sommervejr med temperaturer op til 20-22 grader. Så det bliver ikke så efterårsagtigt, som vi har set i denne uge, siger Anja Bodholdt.
Ifølge DMI's månedsprognose for juli, der blev offentliggjort tirsdag, så ser det ud til, at Danmark måneden igennem fortsat vil ligge nord for polarfronten.
Det vil ifølge det meteorologiske institut føre til temperaturer, der ligger under normalen, og at temperaturerne samtidig vil svinge meget mellem landsdelene og fra dag til dag.
Der vil dog kortvarigt kunne strømme varm luft op over Danmark fra øst, der kan give over 20 grader, men det øger også risikoen for kraftig nedbør og tordenvejr, skriver DMI i prognosen.
/ritzau/