Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten er onsdag aften blevet enige om, at Danmark skal reducere udledningen af CO2 med 70 procent i 2030.
Det vil ifølge flere af de involverede parter og grønne organisationer betyde, at Danmark kommer til at opfylde Parisaftalen.
Her kan du læse mere om Parisaftalen:
* Verdens lande indgik i 2015 en klimaaftale på et topmøde i Paris. Siden da har blandt andre USA trukket sig fra aftalen.
* Det overordnede mål er at holde den globale temperaturstigning godt under to grader i forhold til niveauet før industrialiseringen, men landene skal stræbe efter at begrænse stigningen til 1,5 grader celsius.
* Udledningen af drivhusgasser skal også tilbage til et niveau, som træer, planter og havet kan optage. Det skal ske mellem 2050 og 2100.
* Landenes egne klimaplaner skal opdateres hvert femte år. Målene kan kun opjusteres. Samtidig skal landene, som er en del af aftalen, mødes hvert femte år for at opdatere klimamålene.
* Landene skal desuden rapportere til FN, hvordan det går med at nå klimamålene. Det skal de gøre hvert andet år.
* Den globale opvarmning ventes at ramme 1,5 grader mellem 2030 og 2052, hvis den fortsætter med samme fart som nu.
* Uden yderligere handling fra verdens lande vil opvarmningen nå cirka tre grader i 2100.
* Menneskeskabt CO2-udslip har allerede gjort Jorden én grad varmere.
* Allerede nu mærker vi konsekvenserne: Tørke, hedebølger, naturbrande, oversvømmelser og storme forekommer hyppigere og er kraftigere.
Kilder: Paris-aftalen, DR, Ritzau.
/ritzau/