”JEG KAN IKKE FORSTÅ, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage. De stærke skal sgu nok klare sig”.

Det er et af de bedste citater fra nu afdøde Kim Larsens mund, som har godt af at blive luftet engang imellem. Ikke mindst i disse tider hvor skattesænkningerne til de rigeste flyder i en lind strøm, alt imens regningen smides efter syge, arbejdsløse og unge. Jeg kom til at tænke på citatet forleden, da jeg kunne læse, at Løkke-regeringen nu ønsker at indføre karakteren 12+ på karakterskalaen, som skal tilgodese de elever, der præsterer så ekstraordinært, at et 12-tal ikke slår til. Forslaget er kommet på banen i kølvandet på en evaluering af karakterskalaen, der viser store problemer med den. Et udvalg arbejder nu på en ny karakterskala, men regeringen er altså kommet dem i forkøbet med det her forslag.

Endnu engang starter politikerne på Christiansborg en uddannelsespolitisk debat med at tage udgangspunkt i den mest privilegerede del af vores samfund. I stedet for at komme med et spændende bud på, hvordan vi laver en karakterskala, der gør det mere overkommeligt at gå fra en middellav karakter til en middelhøj karakter – som evalueringen har vist er et stort problem – så starter regeringen (igen) med toppen af den økonomiske og sociale kransekage. De fagligt stærkeste elever, med de fagligt stærkeste forældre, skal først have en udstrakt hånd fra Folketinget og i den offentlige debat. Alle dem, der har flest kort på hånden i livet, skal endnu engang have førsteret til politikernes solidaritet og gode intentioner.

Karakterræs og præstationspres findes ikke kun i toppen

Desværre er det her blot det seneste eksempel på en tendens, som bliver større og større på Christiansborg og i Medie-Danmark. I de sidste par år har politikerne brugt rigtig meget tid på at diskutere karakterræs og præstationspres i uddannelsessystemet – og med rette! De unge generationer slår i disse år danmarksrekord i stress, angst og depression. Samtidig kan vi se at nulfejlskulturen og det høje tempo i uddannelsessystemet gør unge usikre på deres uddannelsesvalg, og mange er bange for at begå fejl. Men stort set hele debatten har taget udgangspunkt i den mest ressourcestærke del af ungdommen.

Politikerne har talt om at afskaffe karakterbonussen på ungdomsuddannelserne, så karaktersnittene ikke presses op på de mest populære videregående uddannelser. Fremdriftsreformen på universiteterne er blevet justeret, for at sikre mere ro i den del af uddannelsessystemet. Samtidig har vi set den ene unge kvinde og mand efter den anden, med 12-taller over hele linjen, stå frem med personlige historier om karakterræs og pres på skolebænkene.

JEG FORSØGER IKKE at tale deres oplevelser ned. Problemet er bare, at vi har brugt alt for lidt tid på at tale om de tusindvis af børn og unge i skolen, der oplever et andet slags præstationspres. Hver eneste dag hutler drenge og piger sig gennem en forfærdelig skoledag, fordi de ikke er blevet screenet for ordblindhed i tide. Alle de faglige nederlag de oplever hver eneste dag tilskrives dumhed, dovenskab eller langsom udvikling. Når jeg kommer rundt på skoler i alle dele af landet, så går fortællingerne igen og igen: Ordblindhed der ikke blev opdaget i tide, er en kæmpe kilde til præstationspres og personlig usikkerhed.

Et andet eksempel er de mange unge, der hver dag får begrænset deres muligheder af, at vores skole ikke kan rumme alle. På trods af folkeskolereformen og gode intentioner er der stadig alt for mange, der udelukkende har stillesiddende skoledage med den samme type undervisning. Den erhvervspraktik, de praktiske fag og de forskellige slags uddannelsesvejledere, der kunne gøre det nemmere for unge at træffe et uddannelsesvalg, satses der overhovedet ikke på. Tværtimod. Det betyder at unge – specielt drenge – tabes på gulvet.

Problemerne skal løses i den rigtige rækkefølge

Det var bare to eksempler, og listen er desværre lang. Selvfølgelig er der politikere, der beskæftiger sig med det, men som oftest starter diskussionen med toppen af samfundet. Som socialdemokrat er jeg tilhænger af at gøre en forskel i den virkelige verden, og derfor mener jeg, at problemer skal placeres i hierarki. Ellers kan det ikke lade sig gøre skridt for skridt at gøre samfundet mere frit, lige og retfærdigt. Derfor skal politikerne kaste sig over de største og vigtigste problemer først. Indtil videre har debatten om karakterræs og præstationspres været kapret af de mest privilegerede i vores samfund. Lad os lave det om nu!

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.