Equadors første kvindelige forsvarsminister, Guadalupe Larriva, blev dræbt natten til tordag (lokal tid) i en helikopterulykke kun 10 dage efter, at hun var tiltrådt posten.
Ulykken skete, da hendes helikopter stødte sammen med en anden militærhelikopter under en øvelse i nærheden af byen Manta ved stillehavskysten.
Forsvarsministeren havde sin 17-årige datter og fem militærofficerer med sig ombord på helikopteren. Alle blev dræbt ved ulykken.
Den 50-årige Guadalupe Larriva tiltrådte 15. januar stillingen som forsvarsminister. Hun var blevet udnævnt af Equadors nye og venstreorienterede præsident Rafael Correa, skriver BBC.