Pave Frans, der søndag indleder et besøg i De Forenede Arabiske Emirater, siger i en tale, at han med stor bekymring følger den humanitære krise i Yemen.
Han opfordrer krigens parter til at respektere internationale aftaler.
- Befolkningen er udmattet af den lange konflikt. Mange, mange børn lider af sult, men de er ikke i stand til at nå frem til fødevarelagre, siger paven til titusinder af troende på Peterspladsen under den traditionelle søndagsmesse.
- Jeg appellerer til alle sider, der er involveret, og til det internationale samfund om øjeblikkeligt at presse på for at få aftaler, der er blevet indgået, respekteret, for at garantere fordelingen af mad og arbejde til nytte for befolkningen.
- Der er børn, som er sultne, de er tørstige, de har ingen medicin, minder paven om.
De Forenede Arabiske Emirater har sammen med Saudi-Arabien ført an i en flere år lang arabisk offensiv mod shiamuslimske oprørere i Yemen.
Det har bragt landet på kanten af hungersnød.
Cirka 10.000 mennesker er siden 2015 dræbt ifølge FN. Men andre humanitære organisationer mener, at dødstallet kan være fem gange højere.
Pave Frans er det første overhoved for den katolske kirke, som sætter sin fod på Den Arabiske Halvø. Her skal han deltage i to ceremonier.
Han skal mandag mødes med en af kronprinserne i De Forenede Arabiske Emirater. Tirsdag skal han deltage i en udendørs messe for 135.000 troende.
De Forenede Arabiske Emirater består af syv emirater. Den største by er Dubai, som også er et emirat af samme navn.
Det er olie, der har gjort emiraterne til et af de mest velstående områder i den arabiske verden. Men også egentlige frihandelszoner og finanscentre har gjort De Forenede Arabiske Emirater attraktive for international kapital.
Med stigende økonomisk betydning har emiraterne været villig til at vise militære muskler. Det gør sig i særlig grad gældende i Yemen.
FN fik sidste år forhandlet en våbenhvile mellem de rivaliserende shiamuslimske og sunnimuslimske styrker i Hodeida i Yemen. Det er den vigtigste indskibningshavn for nødhjælp i Yemen.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters